AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ejendomsselskabet Olav de Linde har indgået en aftale med Colliers, som får eneret på udlejning af alle Olav de Lindes ledige erhvervslejemål i Odense.

Det skriver erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.

– Aftalen med Olav de Linde understreger vores stærke lokale tilstedeværelse og evne til at imødekomme de høje forventninger, som markedet og vores kunder kræver, udtaler Martin Fuhlendorff, erhvervsmægler og Director hos Colliers Fyn.

– Samarbejdet er et klart signal og anerkendelse af vores kompetencer som en del af Danmarks største erhvervsejendomsmægler. Her er en af fordelene vores tætte samarbejde med kollegaer på tværs af landet, hvilket giver os adgang til et bredt netværk og stærke relationer på tværs af regioner og segmenter i branchen.

For at kunne levere den nødvendige kapacitet for vores mange gode kunder har Colliers Fyn derfor også valgt at opruste i Odense.

– Vi har både tilknyttet en ny sagskoordinator og en udlejningsmægler, som vi glæder os til at præsentere for vores kunder i nær fremtid, fortæller Martin Fuhlendorff.

– Med Olav de Lindes fokus på udvikling af industrielle bygninger til moderne og attraktive erhvervslejemål, er vi overbeviste om, at samarbejdet vil bidrage positivt til markedet i Odense og skabe nye muligheder for byens erhvervsliv, afslutter han.

En vision for fremtiden i Odense

Hos Olav de Linde har man et ønske om at komme bredere ud med sine ejendomme.

– Når vi udvikler ejendomme, udvikler vi dem ud fra et langsigtet perspektiv. Vi har en perlerække af transformerede ejendomme på Middelfartvej, Pakhusgården, Wichmansgade, Odense Havn og ikke mindst Thrige-firkanten, som vi kalder en by i byen, udtaler afdelingsdirektør Lars Friis Christensen fra Ejendomsselskabet Olav de Linde.

– Derfor har det været vigtigt at finde en samarbejdspartner som forstår vores visioner for disse ejendomme. Derfor ser vi frem til et vigtigt og tæt samarbejde med Colliers. Målet med samarbejdet er at sikre, at vores unikke ejendomme og lejemål kommer endnu bredere ud.

Ejendomsselskabet Olav de Linde har en ejendomsportefølje på godt 521.000 udlejede kvadratmeter i drift og cirka 130.000 kvadratmeter under udvikling i Aarhus, København og Odense.

I den fynske storby har Olav de Linde blandt andet omdannet flere gamle industribygninger til kontorlejemål.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling