Ombygning af havne begynder

Mandag den 4. marts begynder ombygningen af havnene i Bøjden og Fynshav, så havnene bliver klar til den kommende elfærge til Alslinjen.

Alslinjens nye elfærge bygges på et værft i Tyrkiet, og nu begynder første fase af ombygningen af havnene i Bøjden og i Fynshav, så de bliver klar til den nye elfærge.

Det skriver Molslinjen, som står bag færgeoverfarten, i en pressemeddelelse.

Det er entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg, som har fået vandbygningsopgaven med at gøre begge havne klar til den elektriske fremtid.

Mandag den 4. marts begynder arbejdet med at få tilpasset færgelejerne. Arbejdet forløber parallelt i de to havne. Og det er mere kompliceret end som så, lyder det fra Molslinjens pressechef, Jesper Maack.

Læs også: Arkitektkonkurrence om slagterigrunden i Faaborg på vej

– Det kan umiddelbart se ud som en overkommelig opgave, men der skal arbejdes under vandet og i terræn i konstruktioner, som er lavet tilbage i 1960’erne, så der er lidt spænding omkring, hvad vores folk egentlig støder på, udtaler Jesper Maack.

I første omgang får arbejdet i færgelejerne ingen konsekvenser for den daglige drift af færgen, men beboerne i området kan opleve lidt ekstra støj fra arbejdet i havnene. Senere vil der periodevis komme tilpasninger i driften, for at få færgelejerne tilpassede, skriver Molslinjen.

Senere vil der komme andre entreprenører på pladsen, herunder rampeleverandør, leverandør af ladeudstyr og fortøjningssystemer.

Molslinjen genvandt efter udbud de to færgeruter Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav og Samsølinjen mellem Kalundborg og Ballen i sommeren 2022 på 10-årige kontrakter.