Nordals Skolen skal fra 2025 til 2028 renoveres for 94 millioner kroner.
Byrådet i Sønderborg Kommune har således godkendt en revideret masterplan for skolen.
Den endelige løsning blive konkretiseret i den kommende projektering.
Dermed går projektet ind i sin næste fase, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Læs også: Stort boligområde midt i Sønderborg er klar til udvikling
– Jeg er samtidig meget tilfreds med, at justeringen af masterplanen spiller sammen med byrådets andre udviklingsprojekter i Nordborg, herunder etablering af et kulturhus som ny nabo til skolen og ændrede trafikforhold i byen, udtaler kommunens borgmester Erik Lauritzen (S)
– Dertil kommer, at ungdomsskolen flyttes fra Havnbjerg til Nordals Skolen, hvilket betyder, at der også bliver liv i skolebygningerne efter skoletid.
Skolens samlede antal kvadratmeter reduceres i forbindelse med renoveringen. ”Den gamle skole”, træværksted samt musiklokalet udgår fra den fremtidige disponering af skolen
Oprindeligt godkendte politikerne i byrådet i august 2022 en masterplan for skolen. Den blev justeret i juni 2024.
Læs også: Placering af 200 nye studieboliger i Sønderborg er på plads
I efteråret 2024 gennemføres EU-udbud på totalrådgiver, og det er forventningen, at byggeriet kan påbegyndes ved udgangen af 2025.
Byggeriet planlægges i etaper, så skolen kan fungere fuldt under ombygningen. I det omfang det er muligt, vil den gamle skole bruges til genhusning under byggeriet.
Politikerne har afsat 76 millioner kroner til projektet, så der skal findes yderligere 18 millioner kroner i forbindelse med budgetlægningen 2025-2028.
Skolens hovedbygning blev bygget i 1911 og er indtil 2006 blevet tilbygget af flere omgange. Ifølge kommunen er den ikke bevaringsværdig, “men den rummer mange fine håndværksmæssige detaljer”, som det fremgår af masterplanen.