Omlægning baner vej for projekt med 36 lejligheder i Høje-Taastrup

Som følge af omlægningen af to veje åbnes mulighed for udvikling af en 3.300 kvadratmeter stor byggegrund ved Selsmosen i Høje-Taastrup.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i byrådet i Høje-Tastrup Kommune har besluttet at sende et lokalplanforslag for et 3.300 kvadratmeter stort areal syd for Selsmosen i offentlig høring.

Arealet indgår i købsaftalen for Selsmosekvarteret, som udvikles af Svanen Gruppen, og det var oprindeligt tiltænkt at være med i lokalplan for Selsmosekvarteret. Området blev dog taget ud, da vejforløbet for Kulturstrøget skulle fastsættes.

Det er dog blevet muligt at udvikle området i forbindelse med anlæggelsen af Kulturstrøget, hvor Depotvej og Taastrup Have omlægges på grund af trafikale forhold.

Derfor besluttede byrådet i december 2023 at igangsætte udarbejdelsen af lokalplan på baggrund af et skitseprojekt, som Svanen Gruppen i samarbejde med Ginnerup Arkitekter står bag.

Læs også: Ambivalente politikere igangsætter lokalplan for “enestående projekt”

Sagen har derefter være forelagt plan- og miljøudvalget i juni 2024, hvor udvalget besluttede at returnere sagen til kommunens administration med henblik på at drøfte parkeringsløsning med udvikler, fordi politikerne i udvalget ikke ønskede at placere 20 pladser ved det nordlige byggeri.

– Efter en konstruktiv dialog mellem administrationen og udvikler er der nu skabt en løsning, hvor al parkering håndteres inden for selve lokalplanområdet, sagde formand for plan- og miljøudvalget, Turan Akbulut (K), på byrådsmødet og oplyste, at der blandt andet etableres en parkeringskælder under en del af bebyggelsen.

Enhedslisten stemte dog imod at sende lokalplanforslaget i høring. Ifølge Emil Viskum (EL) lægges der op til for tæt bebyggelse, og lejlighederne opføres for tæt på Selsmosen.

– Der er lagt op til bebyggelsesprocenter på 90 procent, og det er altså helt vildt lige ned til et rekreativt område. Der er for lidt opholdsareal, og for eksempel synes jeg, at det er problematisk, når man snakker opholdsareal, at man også tæller plateauet med i et opholdsareal, som samlet set er på 20 procent, sagde han på byrådsmødet.

Læs også: Bofællesskabskoncept runder 1.000 boliger

Turan Akbulut påpegede dog, at det grønne område tættest på søen ikke bliver påvirket negativt af projektet.

– Det grønne bælte bliver faktisk større, end det er i dag, sagde udvalgsformanden.

Området er aktuelt kommunalt ejet, og ifølge lokalplanforslaget er det “dårligt udnyttet, men fungerer som en forbindelse til Selsmosen og det omkringliggende rekreative område”.

“Lokalplanen har derfor også fokus på at bevare denne forbindelse, og sikre offentligheden adgangen til Selsmosen og de omkringliggende rekreative arealer”, lyder det i planteksten.

Lokalplanen giver mulighed for nybyggeri af to bebyggelser i tre etager, som opføres ud mod de omkransende veje. Den i alt 2.900 kvadratmeter store bebyggelse skal rumme 36 lejligheder.

Læs også: KFI vil bygge 100 boliger ved Blåkildecentret

Lokalplanen indeholder desuden en række bestemmelser om boligernes størrelser. Således fastsættes minimumsstørrelser på henholdsvis 65 og 82 kvadratmeter bruttoetageareal for henholdsvis toværelses- og treværelseslejligheder. Der må højst etableres 50 procent lejligheder med to værelser, og der skal etableres mindst 50 procent lejligheder med tre værelser.

Der ønskes ikke for mange små lejligheder, og derfor er det muligt at etablere flere tre-værelseslejligheder, men ikke flere to-værelseslejligheder. Lokalplanen giver ikke mulighed for et-værelseslejligheder.

Der skal etableres én parkeringsplads per bolig, og der etableres en mindre vejforbindelse fra Kulturstrøget og ind til bebyggelsens parkeringsplads.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling