Det er vigtigt at vælge løsninger, der både opfylder de nyeste BR18-krav og giver både bygherre og installatører ro i sindet, lyder det i en pressemeddelelse fra Wavin.
Især i afløbsinstallationer, hvor passiv brandsikring er et krav for at reducere konsekvenserne af brand. Denne form for sikkerhed består af materialer og foranstaltninger, som forhindrer, at brand, røg og giftige gasser spreder sig i bygningen.
– Brandsikkerhed bør være en integreret del af byggeriets faser – fra design og projektering til udførelse. Tidligere har vi set eksempler på bygninger med store brandmæssige fejl og mangler, såsom utilstrækkelig brandsikring af bærende konstruktioner og brandadskillende bygningsdele. Med de nye krav til certificerede brandrådgivere sikres der bedre kontrol gennem brandtekniske kontrolplaner, der definerer, hvordan de projekterende og udførende skal håndtere brandsikringen, lyder det fra Per Leonhard Nielsen, Nordic Product Manager for Soil & Waste hos Wavin.
Læs også: Brandsikre gipsplader skal sikre nyopført hotel i Esbjerg
For at minimere skader ved brand er det afgørende, at bygningens rørinstallationer er sikret med passiv brandsikring. Denne metode indebærer anvendelse af materialer og løsninger, der effektivt forhindrer spredning af flammer, røg og giftige gasser i bygninger.
– Når plastafløbsrør udsættes for høje temperaturer, kan de smelte og efterlade åbninger, hvorigennem brand og røg kan brede sig. Derfor er det vigtigt at anvende brandpakninger og manchetter, der hurtigt forsegler etageadskillelser og stopper spredningen. Det er dog afgørende, at den valgte brandsikring er testet og godkendt sammen med det specifikke rørsystem og bygningskonstruktionen, hvor det anvendes. Disse oplysninger findes i brandsikringsproduktets ETA-dokumentation, hvor det fremgår, hvilke rør og konstruktioner der er testet med, forklarer Per Leonhard Nielsen.
Passiv brandsikring er en essentiel del af en helhedsorienteret brandstrategi og hjælper med at beskytte både bygningens struktur og de mennesker, der opholder sig i den.
Ifølge Wavin er en udbredt misforståelse i byggebranchen, at plastafløbssystemer er mere sårbare over for brand end løsninger i ikke-brændbare materialer. I virkeligheden yder plast i mange situationer bedre beskyttelse, når det kombineres med de rette brandsikringsforanstaltninger.
Læs også: Ny AI-assistent finder rundt i jungle af brandkrav
– Brandsikring af plastrørssystemer er i sig selv enkel – det kræver blot korrekt montering af en brandpakning eller brandmanchet, og der er ikke behov for ekstra isolering. Derimod skal afløbsinstallationer af ikke-brændbare materialer ofte isoleres for at forhindre varmespredning. Hvis installationen ikke er korrekt monteret, eller der anvendes plastovergange, kan der desuden opstå en skorstenseffekt, der øger risikoen for brandspredning, afslutter Per Leonhard Nielsen.
Wavin tilbyder et bredt udvalg af brandsikringsløsninger, herunder brandmanchetter og brandtape, der ved påvirkning af varme ekspanderer og effektivt forsegler etageadskillelser.