Outrup Vinduer & Døre har i dag to showrooms på Mors og i Rødovre. Den 30. marts åbner vinduesproducenten nu sit tredje, fremgår det af en pressemeddelelse. Det nye showroom, der er cirka 100 kvadratmeter, kommer til at ligge i Hillerød i Nordsjælland.
– Vi har i længere tid gerne villet være endnu mere til stede i Nordsjælland, da flere af de håndværkere, vi samarbejder med, har efterspurgt et showroom i nærområdet. Nu har vi fundet de helt rigtige lokaler, som ligger i et attraktivt område med stor aktivitet, da der blandt andet også er byggemarked, havecenterkæde og lignende i området, og vi glæder os til snart at kunne slå dørene op og vise, hvad vi i de seneste måneder har arbejdet på, udtaler salgschef i Outrup Vinduer & Døre, Jan Kampman.
Ud over den store efterspørgsel fra håndværkerne skyldes placeringen i Hillerød, at Outrup oplever, at salget af virksomhedens produkter er steget væsentligt i netop det nordøstlige Sjælland, og Jan Kampman ser derfor også et stort og uforløst potentiale i området.
– I de seneste år har salget i Nordsjælland været opadgående, hvilket skyldes, at vi her har at gøre med en målgruppe blandt flere, som hælder til de mere eksklusive løsninger, hvor der er kælet for detaljerne – og det er noget, vi i den grad fokuserer på ved vores produkter, fortæller Jan Kampman.
– For at imødekomme nordsjællændernes ønske om høj kvalitet kommer det nye showroom til at rumme et bredt sortiment bestående af blandt andet eksklusive vinduesløsninger til renovering af patriciervillaen. Derudover præsenterer vi kunderne for en lang række løsninger målrettet nybyggeri, hvilket vi oplever mange forespørgsler på.
Den officielle åbning af Outrups nye showroom på Askvang 5 i Hillerød finder sted torsdag den 30. samt fredag den 31. marts i form af åbent hus for håndværkere, hvor den står på let forplejning. I løbet af begge dage vil der desuden være arrangeret mindre events.