Parkeringshus rejser sig i Ørestad

Mandag den 24. februar blev der afholdt rejsegilde på det nye parkeringshus, der får plads til over 600 biler og en nærgenbrugsstation.

Mandag den 24. februar kunne By & Havn og 5E Byg fejre en vigtig milepæl i opførelsen af det nye P-hus Asger Jorn i Ørestad.

Parkeringshuset er tegnet af Nordland Arkitekter og får plads til 616 køretøjer, hvoraf 17 af parkeringspladserne indrettes specielt til handicapkøretøjer.

I stuetagen gøres der plads til en nærgenbrugsstation for beboerne i området, som indrettes og drives af Københavns Kommune.

Parkeringshuset bygges desuden med en forstærket konstruktion, så det kan bære en have på taget. Idéen er, at taghaven kan skabe en platform for fællesskaber i Ørestad Syd.

Læs også: Yderligere 80.000 kvadratmeter boliger og plejehjem i Bellakvarter i Ørestad

Noget særligt ved P-hus Asger Jorn er, at husets facader bliver beklædt med plader af ålegræs, der er produceret af virksomheden Søuld.

– Vi er stolte af at bygge så specielt et hus som P-hus Asger Jorn. Det er en krævende opgave, som vi kommer godt i mål med takket være vores dygtige folk og en god indstilling til udfordringer alle aktører imellem, udtaler Martin Pedersen, afdelingschef i 5E Byg.

Rådet for Bæredygtigt Byggeri har certificeret byggeriet til foreløbigt DGNB Guld, og der arbejdes på at det også kan gælde på sigt, når den endelige vurdering foretages.

Parkeringshuset forventes at kunne tages i brug i maj eller juni 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling