ParkZone og OK i nyt samarbejde

Tankstationskæden OK har indgået samarbejde med ParkZone om drift af parkeringspladser, hvor OK har behov for parkeringskontrol. Aftalen dækker foreløbigt 43 OK tankstationer, vaskehaller og Truck Diesel-stationer.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aftalen betyder, at ParkZone fra efteråret 2023 skal kontrollere parkeringsarealerne på foreløbigt 43 udvalgte OK-ejendomme, blandt andet tankstationer og vaskehaller. De udvalgte OK-ejendomme er fordelt over hele landet, men er i første omgang koncentreret om de mest trafiktunge områder. Med tiden vil flere OK-ejendomme overgå til ParkZone. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Ud over parkeringsadministrationen betyder den nyligt indgåede aftale også, at ParkZone tilbyder parkering med OK’s app på alle nuværende ParkZone-parkeringsområder over hele landet.

– Der har været en rigtig god dialog mellem os i forløbet. Vi oplever ParkZone som en meget løsningsorienteret samarbejdspartner og med samme fokus som os: nemlig at kunderne skal have en god oplevelse på vores stationer, udtaler Claus Møller Sørensen, markedschef fra OK.

Det er OK’s forventning, at ParkZones administration af parkeringsarealerne ved ejendommene vil give færre problemer med biler, der spærrer pladser eller er i vejen for, at OK’s tankbiler kan levere til tankanlæggene.

LÆS OGSÅ: OK VINDER UDBUD AF LADESTANDERE TIL ELBILER

Pladsproblematikken er ifølge ParkZone i stigning på grund af elbilers og ladestandernes indtog på det danske marked.

– ParkZone skal være til stede, hvor biler påvirker infrastrukturen, og selv på meget små anlæg som for eksempel en mindre tankstation, er OK afhængige af, om deres kunder kan komme til på pladsen. Ellers risikerer de, at kunderne kører videre til en anden udbyder. Derfor er vi glade for at kunne samarbejde om at skabe forudsætningerne for, at OK’s kunder oplever et nemt og bekvemt besøg med ordnede forhold og gode fysiske rammer på ejendommens parkeringsområde, udtaler ParkZones direktør, Torben Holritz Juhl.

Samtidig giver aftalen og samarbejdet den ekstra dimension, at alle parkerende på ParkZones mere end 180.000 pladser i Danmark fremover får endnu en betalingsmulighed med OK’s mobilbetaling. Dette er ved at blive udrullet og forventes implementeret i løbet af efteråret.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling