
Politikerne i det særlige udvalg for den nye bydel på havnen i Næstved har besluttet at afsætte 500.000 kroner til midlertidige aktiviteter på havnen. Der kan søges op til 50.000 kroner per projekt.
Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen har Udvalget for Næstveds Havnebydel allerede fået flere henvendelser fra borgere, der har gode idéer til aktiviteter på havnen. Nu skal udvalget så finde ud af, hvilke idéer der skal forvandles til virkelighed.
– I udvalget er vi ikke i tvivl om, at borgere, foreninger, organisationer og virksomheder er bedst til at finde på aktiviteter, der skaber liv i og omkring havnen. Derfor glæder det mig, at vi i udvalget har 500.000 kroner til at skabe aktiviteter, der kommer borgere og besøgende til gode, udtaler Linda Frederiksen (S), formand for Udvalget for Næstveds Havnebydel.
Med udflytningen af erhvervshavnen frigøres et område på 450.000 kvadratmeter i Næstved blive frigjort til byudvikling.
Læs også: Tre profiler skal bidrage til udvikling af ny bydel på havnen i Næstved
Den nye bydel skal efter planen udvikles over en periode på 30 år. I en helhedsplan, som CFBO har udarbejdet i samarbejde med Aart Architects, arbejdes der med mellem 315.000 og 360.000 kvadratmeter byggeri i området.
– De midlertidige aktiviteter skal bidrage til at skabe byliv, før bygningerne i den nye havnebydel er opført. I udvalget lægger vi vægt på initiativer, der skaber opmærksomhed om den kommende havnebydel, og som inspirerer til nye måder at bruge byrummet på, udtaler Kasper Noer Schneider (LA), næstformand i Udvalget for Næstveds Havnebydel.
Ansøgninger modtages løbende frem til den 1. september 2025, med forbehold for at puljen kan blive opbrugt inden. For at komme i betragtning skal ansøgerne indsende ansøgningsskema, budget og beskrivelse af aktiviteten.
Alle ansøgninger vurderes af Udvalget for Næstveds Havnebydel, som afgør, hvilke projekter der modtager tilskud.
Vil du være med til at gøre havnen til et dynamisk og levende sted? Læs mere og send ansøgning afsted.