Torben Modvig bliver ny direktør for PensionDanmark Ejendomme. Foto: PR.
Torben Modvig bliver ny direktør for PensionDanmark Ejendomme. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Senest den 1. september tiltræder Torben Modvig som ny direktør hos PensionDanmark Ejendomme.

Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

Han afløser Marius Møller, der i sensommeren 2024 meddelte, at han inden for de kommende 12 måneder ville fratræde.

Torben Modvig kommer fra en stilling som administrerende direktør i Nordstern. Han har stået i spidsen for ejendomsudviklings- og entreprenørvirksomheden siden 2019.

Læs også: Nordstern afleverer knap 140 nye lejligheder i Vejle til pensionskasse

Nordstern og de bagvedliggende virksomheder har arbejdet på flere af PensionDanmarks ejendomsprojekter, blandt andet Trælasten i Aarhus, Flegmade i Vejle, Retten i Svendborg og Banedanmarks domicil i Ringsted.

– Han kommer med stor ledelsesmæssig erfaring fra sektoren og har vist, at han eksekverer med omhu og omtanke. Torben har de rette kompetencer og værdier på såvel det faglige som det menneskelige plan til at skabe succes og solide afkast i vores omfattende og ambitiøse portefølje, udtaler Peter Stensgaard Mørch, administrerende direktør i PensionDanmark.

Skal sikre stabile afkast

PensionDanmark har mere end 20 års historik som ejendomsinvestor, og har et veletableret fokus på stabile afkast gennem udvikling af innovative byområder og erhvervsejendomme. Den samlede portefølje, som Torben Modvig skal stå i spidsen for, har en værdi på over 30 milliarder kroner.

– Ejendomme er en vigtig komponent i vores investeringsportefølje, hvor de bidrager med attraktive og stabile afkast, der fungerer som modvægt til udsvingene på aktiemarkederne for særligt de ældre medlemmer. Samtidig er vi som bygherre af innovative danske ejendomme med til at yde et meget håndgribeligt samfundsbidrag, og med Torben i spidsen er vi rigtig godt rustet til at tage dette arbejde ind i en ny æra, siger Peter Stensgaard Mørch.

Læs også: PensionDanmark bag 1.000 nye boliger i Hersted Industripark

Torben Modvig glæder sig til at blive en del af PensionDanmark og lede det fremadrettede arbejde på ejendomsområdet.

– Jeg kender PensionDanmark som en ambitiøs, ansvarlig og nytænkende bygherre, og jeg glæder mig til at blive en del af den videre udvikling af ejendomsporteføljen. Jeg er dedikeret til at gøre en forskel – både for medlemmernes afkast og for slutbrugernes livskvalitet – og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet, når jeg har givet stafetten i Nordstern forsvarligt videre, udtaler Torben Modvig.

Om Torben Modvig

  • Født 28. november 1973 i Silkeborg (51 år gammel)
  • Uddannet civilingeniør (cand. polyt) fra DTU i 2000, HD fra CBS i 2004 og EMBA fra CBS i 2006
  • Fra 1. september 2025 direktør for PensionDanmark Ejendomme
  • 2019-2025: CEO for CASA og siden Group CEO for Nordstern efter fusion med KPC
  • 2009-2019: Administrerende direktør i NCC Bolig, og siden administrerende direktør i Bonava efter udskilning fra NCC
  • 2000-2009: Konstruktionsingeniør og projektleder i Rambøll
  • 1992-2000: Officer i Forsvaret
  • Bosat i Virum med Caroline og deres børn

Kilde: PensionDanmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling