AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, oplever en massiv interesse for
de kommende boliger i boligområdet Munkesøhuse i Kalundborg. Nogenlunde sådan formuleres det i en pressemeddelelse fra pensionskassen.
Over halvdelen af de 97 boliger, der forventes klar til indflytning til sommer, er
allerede lejet ud, oplyses det. Inden længe for interesserede lejere mulighed for at opleve en prøvebolig.
– Prøveboligerne vil være møblerede, så de interesserede kan danne sig et bedre indtryk af, hvordan boligerne kan indrettes. Vi har fra starten af vores projekt med boligerne haft høje forventninger i forhold til at få udlejet boligerne, og de forventninger er ikke blevet mindre af den massive interesse, der har været for at skrive sig op til en bolig, udtaler projektchef i AP Ejendomme, Michala Velin.
5E Byg er totalentreprenør på projektet, mens Arkitema har tegnet Munkesøhuse-boligerne, der bliver fra 57 til 124 kvadratmeter store. Boligerne indrettes i syv punkthuse med et samlet etageareal på omkring 8.800 kvadratmeter. Boligerne udstyres med enten altan eller terrasse, og flere af dem har udsigt til vandet og Vor Frue Kirke.
Det er ikke tilfældigt, at AP Pension har fattet interesse for boligbyggeri i den nordvestsjællandske købstad, hvor befolkningstilvæksten ellers har været til at overse gennem det seneste årti.
– Da vi gik i gang med projektet, var der en rivende udvikling i Kalundborg Kommune både på erhvervs- og uddannelsesområdet, og den udvikling fortsætter. Vi har blandt andet selv været med til at bidrage til den udvikling med byggeriet af uddannelsesinstitutionen Helix Lab. I den seneste tid er der kommet tilsagn om yderligere investeringer i Kalundborg, hvilket blot understøtter vores forventninger til Munkesøhuse, fortæller Michala Velin.
Det er EDC Jesper Olsen i Kalundborg, der står for udlejningen, og her forklarer ejendomsmægler MDE, Nanna Trebbien, at de kommende boliger appellerer til en bred skare:
– Det bliver to forskellige størrelses fireværelses boliger, som vi kommer til at fremvise. Begge boligtyper appellerer blandt andet til familier, som gerne vil have alle hverdagens vigtige elementer tæt på deres hjem. Der vil være parkering ved døren, kort afstand til gågaden, legeplads i baghaven og skoler inden for cykelafstand. Det tror vi helt sikkert vil være nogle af de krav, som en moderne familie, der overvejer at flytte ind AP Ejendommes Munkesøhuse, ser som attraktive muligheder, når hverdagens logistik skal gå op, fortæller Nanna Trebbien.
Ifølge Danmarks Statistik har Kalundborg knap 16.500 indbyggere, mens der bor 48.600 i Kalundborg Kommune.