I september åbner Pincho Nation en restaurant i Aalborg. Det er den tredje restaurant i Danmark, skriver selskabet i en pressemeddelelse. De to øvrige restautanter ligger i indre København.
Ligesom det er tilfældet i København får restauranten i Aalborg en central beliggenhed. Den nordjyske restaurant får adresse på hjørnet af Ved Stranden og Jomfru Ane Gade.
I den kommende tid vil restaurantkæden fortsætte med at afsøge mulighederne for at åbne flere restauranter rundt om i Danmark, oplyses det i pressemeddelelsen.
– Vi har længe haft et stort ønske om at komme uden for København, og havde det ikke været for en vis pandemi, var det sket for længst. Aalborg er en fantastisk by med et godt restaurationsmiljø, som Pincho Nation passer godt ind i. Men der er stadig alt for mange af vores danske fans, der har alt for langt til en af vores restauranter, så arbejdet fortsætter med at finde nye steder, hvor vi kan byde indenfor, siger Flemming Christophersen, der er administrerende direktør og partner i Pincho Nation Danmark, i meddelelsen.
Vækst gennem franchising
Pincho Nation har en målsætning om at etablere sig som landsdækkende kæde med 20 restauranter. Det cirkus-inspirerede koncept har breder sig over Danmark, Norge og Sverige, og hovedparten af de i alt 71 restauranter er drevet af franchisetagere. Franchising skal også være med til at accelerere ekspansionen i Danmark.
– Vi har mange års erfaring med franchising i Sverige og en solid business case her i Danmark, der viser, at Pincho Nation er et attraktivt restaurationskoncept. Hvis man er en ambitiøs restauratør eller en erfaren forretningsmand, der gerne vil prøve kræfter med vores branche, er man meget velkommen til at kontakte mig, udtaler Flemming Christophersen.
Trods nedlukninger som følge af corona kom kæden i Danmark ud af 2021 med et et overskud på knap 1,5 millioner kroner før skat mod et underskud på næsten 2 millioner kroner året før, og efter skat lød overskuddet på knap 1,9 millioner kroner mod et underskud på 1,3 millioner kroner i 2020.
Bruttofortjenesten landede i 2021 på 14,3 millioner kroner mod 9,7 millioner kroner året før. Egenkapitalen i den danske del af forretningen lød ved udgangen af 2021 på -6,3 millioner kroner.