Nu er forslaget til Kommuneplan 2024-2036 i Odense sendt i offentlig høring.
Planen er i høring frem til den 24. februar 2025, oplyser kommunen i en presseemeddelelse.
Der skal blandt andet bygges 16.000 nye boliger og etableres nye erhvervsområder i det østlige Odense, ligesom en ny grøn ring om Odense er på tegnebrættet.
– I By- og Kulturudvalget har vi gennem den seneste tid arbejdet meget intenst med den nye kommuneplan. Vi har drøftet mange problemstillinger og dilemmaer både i udvalget og med byens borgere og erhvervsliv, udtaler by- og kulturrådmand i Odense, Søren Windell (K) og fremhæver de mange nye boliger, de grønne områder og de nye erhvervsområder som hovedpunkter i planen.
Læs også: Odense: 16 nye projekter med 2.800 boliger
Planen understøtter også målet om, at Odense kan blive en 15-minutters by, hvor daglige gøremål kan klares inden for 15 minutters bæredygtig transport. Blandt andet ved at gøre plads til nye butikker og fritidsanlæg.
Efter høringsperioden behandler By- og Kulturforvaltningen de indkomne høringssvar og kommer med anbefalinger til eventuelle ændringer.
Forvaltningen forventer at fremlægge et forslag til Kommuneplan 2024-2036 til endelig vedtagelse i byrådet i sommeren 2025.
Ny kommuneplan i Odense
- Nye boliger: Op til 16.000 nye boliger skal give plads til nye odenseanere og sikre, at Odense når målet om 235.000 indbyggere i 2035.
- Grønne områder: Flere grønne områder og skove skal skabe en sammenhængende, grøn ring om Odense og bidrage til en mere klimatilpasset by, binde CO2, forbedre vandmiljøet, beskytte grundvandet, skabe gode forhold for biodiversitet og give smuk natur og frisk luft til odenseanerne, hvad enten du er til fods, på cykel eller hesteryg
- Erhvervsområder: 430 hektar jord i Odense Øst er udlagt til nye erhvervsområder, hvilket skal være med til at skabe 30.000 nye arbejdspladser inden 2035.
Kilde: Odense Kommune.