Den sydlige del af havnen i Nykøbing Falster står over for en markant omdannelse. Økonomiudvalget sender to lokalplaner for området i høring den 20. januar, skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.
– De to lokalplaner giver en fantastisk mulighed for at revitalisere den sydlige del af havnen i Nykøbing og bringe liv tilbage til området. Vi ønsker at skabe et område, der er tilgængeligt for alle med kulturelle tilbud og grønne områder, der fremmer fællesskab og aktivitet. Omdannelsen er en vigtig del af vores langsigtede vision for hele havnen, som et samlet byråd står bag, udtaler kommunens borgmester Simon Hansen (S).
Lokalplan 223 muliggør 8.000 kvadratmeter nybyggeri i form af det kommende rådhus, som placeres på den tidligere DK Beton-grund, over for den nuværende Netto og med Markedshallen som nabo.
Læs også: Omkring 50 nye rækkehuse i Nykøbing Falster på tegnebrættet
Rådhuset bliver lidt lavere end Kondensen, og på de foreløbige skitser af placeringen friholdes sigtelinjen fra Strandgade, så der skabes kig vandet.
Planen tager højde for behovet for at beskytte området mod fremtidige oversvømmelser. Derudover er det et mål at anvende bæredygtige materialer i byggeprojekterne og i de nye grønne områder.
Lokalplan 236 omhandler etablering af en ny park, som skal fungere som en grøn indgang til hele det omdannede havneområde. For at parken kan etableres, skal det bevaringsværdige slagteri nedrives, hvilket lokalplanen giver mulighed for.
Læs også: Almene boliger for knap 120 millioner i Nykøbing Falster er godkendt
– Noget af det vigtigste for udviklingen af havnen er at skabe et sted, som tilfører byen noget nyt, der ikke allerede findes i midtbyen. Her spiller adgangen til vandet samt grønne områder en vigtig rolle. Vi skal skabe et område, som styrker byens attraktivitet og tilfører noget godt til hverdagslivet for alle dem, der bor i og omkring byen, siger borgmester Simon Hansen, som opfordrer alle til at kigge nærmere på planerne og indgive høringssvar, hvis der er noget, man vil gøre opmærksom på.
De to lokalplaner sendes i høring fra den 20. januar. Lokalplan 223 er i høring i otte uger, og lokalplan 236 er i høring i fire uger.