Planer skal bane vej for 4.200 boliger omkring Aarhus

39 lokalplaner rummer samlet potentiale for op mod 4.200 nye familieegnede boliger, men mange af projekterne er stadig langt fra virkelighed.

Illustration: Aarhus Kommune.
Illustration: Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune vokser. Gennem de seneste ti år er kommunens indbyggertal vokset med 47.700 borgere, og der bor nu over 378.000 indbyggere i kommunen, mens selve byen Aarhus har godt 305.000 indbyggere.

Den massive befolkningstilvækst presser boligmarkedet, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Derfor vil kommunen give oplandsbyerne en større rolle i kampen mod manglen på boliger til familier.

– Vi skal skabe mere plads til århusianerne. I dag oplever mange, at det er svært at finde en bolig, og det er vi nødt til at gøre noget ved, siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

Teknik og Miljø arbejder aktuelt med 39 lokalplaner uden for Ringvejen, som tilsammen kan give plads til op mod 4.200 familieegnede boliger.

Særligt Lisbjerg og Spørring står til at vokse markant, men der er også boligplaner i blandt andet Egå, Harlev, Hjortshøj, Lystrup, Løgten, Malling, Mårslet, Solbjerg og Tranbjerg.

Planerne spænder over forskellige boligtyper. Kommunen peger på, at der både skal være plads til børnefamilier og andre borgere, og at løsningen ikke nødvendigvis skal være højt byggeri i Aarhus midtby.

Der planlægges derfor både byggeri af rækkehuse, parcelhuse og lejligheder i byerne uden for Ringvejen. Når oplandsbyerne udvikles, sker det ifølge kommunen i dialog med de mennesker, der bor der.

– Det er vigtigt for os, at borgerne bliver hørt og kan være med til at præge udviklingen af deres lokalområde. I mange oplandsbyer er der et stort engagement, og det giver gode muligheder for at finde løsninger sammen, udtaler Mikkel Eskesen, afdelingsleder for Medborgerskab i Teknik og Miljø.

Men de mange boliger er langt fra klar til indflytning. Flere af lokalplanerne er stadig på et tidligt stadie, og det er endnu usikkert, hvor mange af projekterne der faktisk bliver gennemført. Der kan derfor gå lang tid, før de første nye huse og rækkehuse står klar.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev