Pantheon stod med Landal GreenParks som operatør bag planen om at omdanne Holmens Camping ved Himmelbjerget til Ry Feriepark. Visualisering: Bay Arch.
Pantheon stod med Landal GreenParks som operatør bag planen om at omdanne Holmens Camping ved Himmelbjerget til Ry Feriepark. Visualisering: Bay Arch.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

En ny feriepark med 80 ferieboliger og en 500 kvadratmeter stor centerbebyggelse bliver ikke til noget. Projektet med i alt 7.150 kvadratmeter bebyggelse er blevet nedstemt af politikerne i byrådet i Skanderborg Kommune.

Det var projektudvikleren Pantheon, der havde søgt om tilladelse til at erstatte de 303 campingpladser, 14 campinghytter og tre campingværelser på Holmens Camping med en ny feriepark med 80 ferieboliger med i alt 400 sengepladser. Men projektet med navnet “Ry Feriepark” ved Himmelbjerget bliver altså ikke realiseret.

– Det er vi ikke overraskende nok skuffet over. Vi havde helst set, at det gik igennem. Når det er sagt, så er det jo spillets regler, at man nogle gange får ting igennem og andre gange får man ikke. Det er helt fair, siger Flemming Therkelsen, der er direktør hos Pantheon, til TV 2 Østjylland.

Landal GreenParks, der i forvejen administrerer 99 parker og flere end 15.000 ferieboliger og 1.300 campingpladser fordelt over Holland, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Ungarn, Tjekkiet, Storbritannien og Danmark, var tiltænkt rollen som operatør af ferieparken.

LÆS OGSÅ: ALDRIG HAR SÅ MANGE LEJET ET SOMMERHUS

Projektet var målrettet købestærke danskere, hollændere og nordmænd, fremgår det af dispositionsforslaget, som Pantheon har udviklet i samarbejde med arkitekter fra Bay Arch.

Ferieparken skulle således opføres med fokus på kvalitet og luksus og på den måde adskille sig fra de eksisterende ferieparker i Danmark. Der skulle desuden være tale om en feriepark “med et stærkt nordisk udtryk og fokus på outdoor oplevelser og velvære”.

Foruden de nye ferieboliger på mellem 60 og 135 kvadratmeter var det planen, at en centerbygning skulle indeholde  information med en lille butik og cafe samt en såkaldt “aktivitetshub”, hvor parkens gæster skulle kunne leje kanoer, kajakker, sup-boards, cykler, vandreudstyr og lignende. Den del har blandt andet Danmarks Naturfredningsforening Skanderborg været skeptiske over for, fremgår de af referatet fra byrådsmødet.

Centerbygningen skulle desuden tilbyde faciliteter og lokaler til lokale erhvervsdrivende såsom kunsthåndværkere eller aktivitets-/oplevelsesguides til en lav leje.

Derudover var der planer om at etablere et mindre område med pool, spa, sauna og dampbad. Nogle af disse faciliteter skulle placeres helt eller delvist udendørs.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling