Udviklingen i passagertallene i den kollektive trafik i Aalborg er gået den forkerte vej siden corona-nedlukningerne. Det skal der nu gøres noget ved, mener flere politikere.
Med undtagelse af Venstre har politikerne i kommunens klima- og miljøudvalg i hvert fald godkendt et projekt, hvor Østerbro skal omdannes til busgade med meget begrænset biltrafik. Derudover indeholder projektet tiltag, som i øvrigt skal give byrummet et løft omkring de nye stoppesteder, der etableres, fremgår det af et notat fra kommunen.
Udgangspunktet er at lave fysiske foranstaltninger mellem Bonnesensgade og Østre Havnegade, som spærrer for gennemkørende biltrafik i begge retninger, men fortsat tillader buskørsel. I enden mod Skibsbyggerivej, spærres der for indkørsel, og på de dele af Østerbro, hvor der er parkering i begge sider, nedlægges parkeringen i den ene side af vejen.
Ifølge Nordjyske møder projektet dog stor modstand fra en række borgere. Sagen skal også behandles i by- og landskabsudvalget, og her melder by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) sig i rækken af kritikere.
– Der er så meget, der stritter i den sag, og min holdning er, at nu skal Aalborg lige komme sig over etableringen af Plusbusruten, og de konsekvenser, den har medført, inden vi begynder at lave yderligere chikaner og sætte endnu flere forbudskilte op, siger Jan Nymark Thaysen til Nordjyske.
Ifølge Aalborg Kommunes forvaltning har kommunen en målsætning om, at højst 20 procent af alle ture i 2025 og maksimalt 15 procent af alle ture i 2040 foretages alene i bil.
Østerbro betegnes af kommunens forvaltning som en vigtig korridor for den kollektive trafik i byen.
Fire buslinjer med i alt godt 40.000 busser og 1,7 millioner passagerer kører årligt på strækningen mellem Karolinelundsvej og Skibsbyggerivej, og den forbinder den østlige del af Aalborg med bydele nord, vest og syd for midtbyen. Østerbro er en af de meget passagertunge strækninger i Aalborg, skriver forvaltningen.
Busserne kører dog med lav hastighed på en stor del af Østerbro. I en analyse over strækninger med størst fremkommelighedsproblemer for den kollektive trafik i Aalborg, er Østerbro udpeget.
De lave hastigheder på Østerbro, skyldes dels trafik fra to lyskryds, dels svingende trafik til sideveje og dels parkerede biler, skriver forvaltningen.
Krydset mellem Østerbro og Karolinelundsvej er desuden udpeget som sort plet. I perioden 2016-2021 blev der registreret 18 uheld i krydset.
Biltrafik skal flyttes over på Nyhavnsgade
Østerbro er historisk en indfaldsvej til Aalborg. I dag er det en bygade med en del butiksliv i form af eksempelvis dagligvarebutikker og frisører samt restauranter og caféer.
Særligt er der meget liv i den indre del af gaden i området omkring Nordkraft samt i området ved Rema 1000, hvor det ikoniske værtshus Fedtebrødet for efterhånden en del år siden lå.
Østerbro fremstår desuden urban og livlig med forholdsvis høj og tæt bebyggelse i karréstrukturer med åbner facader i stueplan på flere delstrækninger. Det er derfor en gade præget af mange cyklister og fodgængere i modsætning til Nyhavnsgade, der løber parallelt med Østerbro.
På Nyhavnsgade fremstår facaderne i stueplan lukkede, og på dele af strækningen er der hverken fortov eller cykelsti i den ene side af gaden, som synes forbeholdt biler. Det er da også her, den gennemkørende biltrafik er tiltænkt at skulle afvikles.