Prækvalifikation til nyt byområde i Nordhavn åbnes

Arkitekt- og rådgiverhold kan nu byde ind på udviklingen af nyt bykvarter, hvor op mod 900.000 etagemeter blandet byggeri skal opføres.

Nordsøkvarteret skal udvikles i den vestlige del af Ydre Nordhavn. Foto: By & Havn.
Nordsøkvarteret skal udvikles i den vestlige del af Ydre Nordhavn. Foto: By & Havn.

By & Havn tager nu hul på næste store etape i udviklingen af Nordhavn og inviterer arkitekt- og rådgiverteams til at konkurrere om at tegne fremtidens Nordsøkvarter.

Det fremgår af et nyhedsbrev fra udviklingsselskabet.

Det nye byområde bliver på cirka 74 hektar og ligger i den vestlige del af Nordhavn nord for Skudeløbet og Skudehavnen og omfatter blandt andet området ved Tunnelfabrikken, Skudehavnen og Færgehavn Nord.

Planen er at skabe en ny bydel med omkring 900.000 etagemeter blandet byggeri med boliger, erhverv, byrum og rekreative områder tæt på vandet.

Fem hold bliver udvalgt til at udarbejde forslag til en samlet masterplan, hvorefter By & Havn forventer at vælge op til to vindere til de videre forhandlinger om projektet.

Udviklingen af den nye bydel ventes at strække sig frem mod 2040, mens den første lokalplan forventes vedtaget i 2029. Den færdige bydel er planlagt til at opnå DGNB Platin.

Interesserede teams kan søge om prækvalifikation frem til den 3. september 2026.

Tilbage i februar offentliggjorde By & Havn to rammeudbud for henholdsvis Nordsøkvarteret i Nordhavn samt Kløverparken og Quintus i Københavns Østhavn. Udviklingsselskabet har allerede udvalgt fem rådgiverhold, der skal komme med forslag til udviklingen af Kløverparken og Quintus.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev