De 162 boliger i boligafdelingen Søgården i Bagsværd skal rives ned og genopføres. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
De 162 boliger i boligafdelingen Søgården i Bagsværd skal rives ned og genopføres. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Gladsaxe almennyttige Boligselskab vil i samarbejde med entreprenørfirmaet Einar Kornerup og Aart Architects renovere boligafdelingen Søgården i Bagsværd.

Projektet har været i udbud, og politikerne i Gladsaxe Kommune har godkendt budgettet for projektet.

Hvor man i 2020 forventede en udgift på cirka 330 millioner kroner, lyder den endelige pris nu på knap 574 millioner kroner, hvilket svarer til 3,5 millioner kroner per bolig. Prisstigningen skyldes blandt andet inflation, stigende materialepriser og yderligere undersøgelser af jord og miljø.

– Efter udbuddet er anskaffelsessummen desværre steget markant. Og selv med øget støtte fra Landsbyggefonden ender afdelingens huslejeniveau på 1.647 kroner per kvadratmeter, hvilket er højt for en almen bolig, Trine Græse (S), på byrådsmødet den 23. april.

– Det er derfor også kritisabelt, at afdelingen kun har begrænset mulighed for at medfinansiere projektet.

Boligafdelingen kan ifølge Gladsaxe Kommune kun bidrage med 5 millioner kroner i egne opsparede midler, hvilket skyldes utilstrækkelige henlæggelser gennem årene.

– Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så står afdelingen over for et omfattende renoveringsbehov, og derfor er en stor lejestigning heller ikke noget, som afdelingen på nogen måde kan undgå, understregede Trine Græse på byrådsmødet.

Boliger rives ned og bygges op igen på samme fundament

Projektet omfatter nedrivning af samtlige 162 boliger i afdelingen – 158 rækkehuse og fire ungdomsboliger. Derefter skal boligerne genopføres.

Baggrunden er alvorlige byggetekniske svigt i fundamenter og konstruktioner, som gør det nødvendigt at rive boligerne ned til soklen. De nye boliger bygges oven på de eksisterende fundamenter, men med en ny fordeling af boligtyper og -størrelser.

Samtidig udvides boligerne. Tidligere opbevaringsrum bliver inddraget som boligareal, hvilket giver mere moderne og rummelige boliger.

Projektet forventes at starte i maj 2025 og være afsluttet i april 2028. I op til 10 måneder skal beboerne genhuses. Der er også mulighed for permanent genhusning, hvis enkelte beboere ønsker det.

Nye boligtyper – større variation

De kommende boliger får følgende fordeling:

Boligtype Antal
65 kvadratmeter 26
86 kvadratmeter 105
99 kvadratmeter 25
78 kvadratmeter 2
31 kvadratmeter(ungdomsboliger) 4

Lejestigning – husleje blandt kommunens højeste

Med projektet stiger huslejen markant. Gennemsnitligt vil lejen efter renovering være 1.647 kroner per kvadratmeter årligt, hvilket er blandt de højeste i Gladsaxe. Det svarer til:

Boligtype Månedlig husleje
65 kvadratmeter 8.291 kroner
86 kvadratmeter 11.804 kroner
99 kvadratmeter 13.558 kroner
78 kvadratmeter 10.706 kroner
31 kvadratmeter 4.255 kroner

Til sammenligning var huslejen før projektet cirka 1.355 kroner per kvadratmeter. Lejestigningen på 21,5 procent.

Kilde: Gladsaxe Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling