Prognose: Køge vokser med 5.000 indbyggere

Frem mod 2035 ventes en befolkningstilvækst på 5.000 indbyggere i Køge Kommune. Der skal bygges daginstitutioner, skoler og plejeboliger.

Hvert år udarbejder Køge Kommune en befolkningsprognose, der blandt andet bruges til at kigge ind i fremtidens behov for daginstitutioner, skoler og ældreboliger. Årets prognose er udarbejdet i samarbejde med Cowi, og den viser, at kommunens indbyggertal forventes at stige med 8,2 procent over de næste 12 år.

Holder prognosen stik, betyder det, at der i 2035 vil bo 5.105 flere borgere i Køge Kommune end i dag, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– I Køge Kommune står vi sjældent stille i længere tid ad gangen – heller ikke når det gælder indbyggertal. Befolkningsprognosen giver os muligheden for et kig ind i fremtiden, hvor flere borgere kommer til – og sætter retningen for hvordan vi som byråd skal prioritere, så vi følger med efterspørgslen når det gælder dagtilbud, skoler og ældreboliger. Vi kommer til at følge prognoserne tæt de næste år, så vi sikrer, at vi bygger klogt og hele tiden til det reelle behov, vi oplever, siger borgmester Marie Stærke (S).

Der bor i dag godt 62.460 borgere i Køge Kommune, og hvis befolkningsprognosen holder stik, vil der i 2035 bo 67.565 borgere.

Hvor Køge Kommune befolkning forventes at stige med 8,2 procent, forventes på landsplan i samme periode en stigning i indbyggertallet på 3,5 procent.

Behov for flere dagtilbudspladser

Ifølge referatet fra det seneste byrådsmøde i Køge viser kapacitetsberegningerne på dagtilbudsområdet, at pladsbehovet vil stige fra 3.491 pladser i 2023 til 4.102 pladser i 2035, hvilket er en stigning på 611 pladser. I perioden fra 2023 til 2028, der er den periode, som anlægsinvesteringsplanen løber i, er stigningen på 359 pladser.

I det administrative budgetforslags anlægsinvesteringsplan afsættes der derfor godt 118 millioner kroner til daginstitutioner i perioden 2024-2028.

Udbygning af skoler

Skoleudvalget besluttede i april 2023, at de knap 118 millioner kroner, der var afsat til ny skolekapacitet i anlægsinvesteringsplanen til budget 2023-2026, skal disponeres til udbygning af Søndre Skole.

I kapacitetsberegningerne er indregnet, at dette vil give 10 ekstra klasselokaler på Søndre Skole fra skoleår 2027/2028. Derudover er indregnet, at de godt 14 millioner kroner til Kirstinedal Skole, som også var afsat i anlægsinvesteringsplanen til budget 2023-2026, giver to ekstra klasselokaler på Kirstinedal Skole fra skoleår 2028/2029.

Til løsning af kapacitetsudfordringerne afsættes i det administrative budgetforslags anlægsinvesteringsplan således i alt godt 132 millioner kroner over den fem-årige periode, hvor anlægsinvesteringsplanen løber. De 118 millioner kroner til Søndre Skole bygger på et volumenstudie fra 2022.

Børne- og Uddannelsesforvaltningen anbefaler ud over de 132 millioner kroner, at der fra og med 2029 afsættes 15 millioner kroner årligt til ny kapacitet.

Nye ældreboliger

Plejeboligbehovet vil stige fra 402 i 2023 til 530 i 2035, hvilket er en stigning på 128 boliger. Heri er iventeliste og forventet køb og salg af pladser fra og til andre kommuner medregnet. I perioden fra 2023 til 2028 er stigningen på 66 boliger.

Der afsættes i det administrative budgetforslags anlægsinvesteringsplan i alt netto 52 millioner kroner til plejeboliger i perioden 2024-2028.

Flygtninge fra Ukraine skaber usikkerhed om tallene

Der knytter sig i befolkningsprognosen 2023-2035 særligt stor usikker til antallet af flygtninge. I den udarbejdede befolkningsprognose indgår et skøn på 120 flygtninge i 2023 og 60 flygtninge i 2024 og i årene derefter 10 flygtninge om året. De højere niveauer i 2023 og 2024 er baseret på antagelser om fortsat tilstrømning af flygtninge fra krigen i Ukraine.

Disse antagelser er selvsagt forbundet med stor usikkerhed, ligesom det er en stor usikkerhedsfaktor, i hvilket omfang de godt 300 ukrainske flygtninge, som kom til Køge Kommune i løbet af 2022, kommer til at rejse hjem igen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling