Projekt med 80 boliger i Aalborg er godkendt

Lokal ejendomsudvikler står bag boligprojekt, der skal medvirke til at skabe en større blanding af boligudbuddet i et område med mange almene boliger.

Et projekt med omkring 80 boliger fordelt på omkring 5.850 kvadratmeter på C.P. Holbølls Plads i Grønlandskvarteret i Aalborg kan snart skyde i vejret. Politikerne i byrådet i Aalborg godkendte den 27. november 2023 lokalplanen for projektet, der erstatter nogle lidt nedslidte bygninger.

– Der har været en købmandsbutik, og der har været lidt centerfunktioner, som ikke har været i drift i mange år, sagde by- og landskabsrådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) på byrådsmødet.

Bag projektet står Vendia Ejendomme, som før har udviklet et projekt med 174 lejligheder fordelt på seks boligtårne i det almene boligområde Kildeparken i Aalborg Øst. Af disse blev fire tårne planmæssigt solgt til lokale investorer. Nu skal succesen gentages i Grønlandskvarteret.

– Når vi har nogle store områder med masser af almene boliger, så vil vi også gerne have en anden form for boligtype i de områder. Det kan være privat udlejning, og det kan også være ejerlejligheder, sagde Jan Nymark Rose Thaysen på byrådsmødet.

Projektet på C.P. Holbølls Plads er tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter, og Vendia Ejendomme forventer, at boligerne bliver bygget i perioden 2024-2025. Bebyggelsen opføres i tre-fem etager, og de kommende lejligheder får to- eller tre værelser. Boligerne vil variere i størrelse, men lokalplanen begrænser omfanget af små boliger.

Tidligere har det været fremme, at projektet ville omfatte lejligheder på mellem 83 og 85 kvadratmeter samt mindre boliger på mellem 55 og 57 kvadratmeter.

“Arealet disponeres med ny boligbebyggelse fordelt på tre enheder, der danner ryg mod Mylius Erichsens Vej, C. P. Holbøll Plads og Carl Rothes Vej. Med disponeringen sikres bagvedliggende fredeliggjorte opholdsarealer, der åbner sig mod den eksisterende almene bebyggelse”, lyder det i en beskrivelse af projektet i lokalplanen.

Vendia Ejendomme har udviklet projektet i tæt samarbejde med Plus Bolig, der sælger grunden til ejendomsselskabet. Plus Boligs afdeling i området har gennem de seneste år gennemgået en omfattende renovering. Afdelingen rummer 270 boliger fordelt på 12 stokbebyggelser, hvor en enkelt er i fire etager, mens de øvrige er i to etager.