Syv ud af ti danske husejere har ikke foretaget energiforbedringer af deres bolig det seneste år. For knap halvdelen skyldes det manglende økonomi.
Nu har Energistyrelsen igen åbnet for ansøgninger til to populære puljer, som i de seneste tre år har givet tilskud til, at mere end 20.000 danskere har kunnet optimere boligen.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
På Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk kan du få indsigt i, hvad energirenovering er og hvilke renoveringstiltag, der har størst potentiale for netop din bolig. Det er også her, du kan læse om, hvordan du søger puljerne – og søge dem.
Og det er der god grund til at gøre, ifølge Lone Brose, der er chef for puljeadministration i Energistyrelsen.
– Der er store besparelser for danskerne at hente i de to puljer – både på den korte bane, i form af den håndsrækning et tilskud er, og på den lange bane i form af lavere udgifter til energiregningen år efter år. Og særligt sidstnævnte er jo noget, der betyder rigtig meget for de fleste danskeres dagligdagsøkonomi.
Den ene pulje, der refereres til er Energirenoveringspuljen, der har til formål at hjælpe danskere, der bor i huse med energimærke E, F eller G, med tilskud til energibesparende forbedringer på deres hus.
Den anden er Varmepumpepuljen, som er dedikeret til de, der ikke kan få fjernvarme, og som ønsker at udskifte deres primære varmekilde, typisk gas- eller oliefyr, med en elektrisk varmepumpe, der kan producere varme i huset og varmt vand i hanen.
Puljerne er åbne for ansøgninger og lukker først, når alle puljemidlerne er afsat eller senest den 30. november 2024.
Fakta om puljerne
Det er Energistyrelsen, der administrerer Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen.
Der er i foråret 2024 afsat 230 millioner kroner fordelt på begge puljer.
Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen har til formål at fremme energibesparende forbedringer gennem et økonomisk tilskud til private danske boligejere og foreninger, der enten ønsker at isolere deres bolig, udskifte vinduer, etablere eller skifte ventilationsanlæg, etablere vandbåret rumvarme eller skifte deres primære varmekilde ud med en varmepumpe.
I løbet af de seneste tre år har mere end 20.000 danske boligejere fået udbetalt midler fra de to puljer, blandt andet til udskiftning af omtrent en kvart million kvadratmeter vindue, hvilket svarer til cirka 130.000 almindelige parcelhusvinduer.
De fem mest populære ting at søge tilskud til gennem Energirenoveringspuljen, er:
- Udskiftning af facadevinduer
- Uudnyttet tag
- Energimærkning
- Udskiftning af ovenlysvinduer
- Terrændæk
I forhold til Varmepumpepuljen har cirka:
70.000 fået tilsagn om tilskud til luft-til-væske-varmepumper
2.000 fået tilsagn om tilskud til jord-til-væske-varmepumper
Kilde: Energistyrelsen.