Næste skridt på Hærvejen er taget. Totalrådgiverne til er arbejdet med at omdanne Anesminde i Jelling nemlig fundet.
Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
I forsommeren bød 14 rådgiverhold ind på prækvalifikationen til rådgiveropgaven. Ud fra en vurdering af kompetencer og erfaring fra lignende opgaver inviterede Vejle Kommune efterfølgende fem hold til at give tilbud på bygningsrådgiveropgaven og fire hold til at give tilbud på udearealerne.
Af disse ni tilbudsgivere er der nu udvalgt to hold, som sammen skal sikre omdannelsen af gården.
– Med Cornelius Vöge og Aart som vores rådgivere har vi fået to meget kompetente rådgiverteams, der vil sikre høj arkitektonisk kvalitet, bæredygtige løsninger og stor fleksibilitet både inde og ude, udtaler ormand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, Gerda Jørgensen (V).
– Vi glæder os særligt til at se vikingetidens mytiske univers få spillerum på en ny stor legeplads mellem Kongernes Jelling og parkeringen i vest.
Læs også: Vindere af nyt bibliotek og kulturhus i Vejle er fundet
Omdannelsen bliver realiseret med støtte fra Nordea-fonden, og det er en del af Hærvejsprojektet i Vejle Kommune, som fonden har bevilliget i alt 45 millioner kroner til.
– Som kommune har vi en forpligtigelse til at gå foran og vise mulighederne for at bygge bæredygtigt, og i Hærvejsprojekt Vejle har vi med Nordea-fonden en fantastisk sparringspartner og støttegiver, som gør det muligt at sætte bæredygtighedsbarren højt, udtaler Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune.
Gården Anesminde ombygges med information om Hærvejen, madpakkerum, offentlige toiletter, multisal til samlinger/events, nye værksteder og vinterhi for vikingeskibet Jelling Orm.
I garagen bliver der etableret grupperum og den gamle forpagterbolig bliver ombygget til tre gæstelejligheder.
– Med sin tilkobling til den store Danmarkshistorie med Jellingmonumenterne og Hærvejen er transformation af Anesminde et sandt drømmeprojekt. Her mødes den lille fortælling om danske gårde med den store fortælling om Jellings overvældende verdensarv, udtaler Dan Cornelius, partner i Cornelius Vöge.
Ombygningen af Anesminde forventes at stå klar sommeren 2026.
Anesminde fra 1794 var i sin tid en af de allerstørste gårde i Jelling by.
De to rådgiverhold
- Totalrådgiver og arkitekt på bygningsdelen er Cornelius Vöge. Underrådgivere er EKJ Rådgivende Ingeniører og 360 Brandrådgivning.
- Totalrådgiver og landskabsarkitekt på de nære udearealer er Aart Architects. Underrådgivere er Gründl Haahr og Niras Rådgivende Ingeniører.
Hærvejsprojekt Vejle
Vejle Kommune ønsker at tage aktivt del i at skabe en af Europas bedste natur-og oplevelsesruter.
Med udgangspunkt i “Strategi for udvikling af Hærvejen” vil Vejle Kommune sammen med 14 hærvejskommuner og destinationsselskaber løfte kvaliteten af Hærvejen, udvikle servicen, styrke Hærvejen som brand og bidrage til bedre data og monitorering. Udviklingen af Hærvejen sker med støtte fra Nordea-fonden.
I Vejle Kommune strækker Hærvejen sig på en 50 kilometer rejse gennem natur og kultur- og historieoplevelser, blandt andet Egtvedpigens Verden, Ravningbroen, Vejle Ådal og Haraldskær, Monumentområdet i Jelling og Gudenåens og Skjernåens udspring.
Kilde: Vejle Kommune.