Realdania By & Byg køber amtmandsgården Friedenreichs Palæ i Viborg. Foto: Realdania By & Byg.
Realdania By & Byg køber amtmandsgården Friedenreichs Palæ i Viborg. Foto: Realdania By & Byg.

Et af Viborgs mest markante huse får nyt liv. Realdania By & Byg har nemlig købt det fredede Friedenreichs Palæ på Nytorv.

Det oplyser den filantropiske forening i en pressemeddelelse.

Palæet blev opført i 1757 af enkefru Anna Margrethe Friedenreich på resterne af familiens tidligere bygård, der gik tabt ved den store bybrand i 1726. Familien ejede herregården Palstrup ved Bjerringbro og var en del af den jyske højadel, som dengang levede et dobbeltliv mellem land og by.

– Friedenreichs Palæ er yderst velbevaret, og jeg er begejstret for, at vi nu kan sikre det for fremtiden. Sammen med en række andre 1700-talsbygninger i vores samling bidrager palæet med et perspektiv på fortællingen om dansk bygningsarv, enevælde og adelskultur, udtaler Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania By & Byg.

Bygningen, der tilskrives arkitekten Nicolai Hinrich Riemann, er ifølge Realdania et fornemt eksempel på barokkens pragt i jysk udgave.

Facaden rummer klassiske træk som en svungen fronton, markante gavlkvist og detaljerede murværkselementer, mens stilen samtidig er præget af afdæmpet elegance og robust håndværk, lyder det fra Realdania.

I 1800-tallet blev palæet omdannet til amtmandsgård, og frem til amternes nedlæggelse i 2006 fungerede det som ramme om den statslige administration i Viborg. Senere har huset gennemgået en større ombygning ved arkitekt Hack Kampmann, som i 1895 tilføjede en sidelænge i nationalromantisk stil.

Realdania By & Byg vil restaurere palæet med respekt for de fredede værdier og samtidig indrette det til moderne erhvervslejemål, oplyses det.

– Vi vil vise, hvordan historiske bygninger kan bringes ind i fremtiden – med respekt for fortiden og blik for nutidens krav til energi og funktion, udtaler Peter Cederfeld.

Realdania By & Byg overtager officielt Friedenreichs Palæ den 1. januar 2026. Ifølge tinglysningen er det anpartsselskabet F&D Ejendomme, der sælger palæet på Store Sankt Hans Gade 2. Selskabet købte i 2021 amtmandsgården for knap 7,2 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev