AP Pensions nye boligområde, Carolinelunden, i Kanalbyen i Fredericia begynder for alvor at tage form. AP Ejendomme afholdt sammen med totalentreprenøren NRE Denmark torsdag den 23. juni rejsegilde for Carolinelunden, hvor der bliver opført 143 svanemærkede udlejningsboliger.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra byudviklingsselskabet Kanalbyen, der er ejet af Fredericia Kommune (25 procent) og Realdania By & Byg (75 procent).
– Carolinelunden er med sine mange forskelligartede boliger et projekt, som vi føler os overbeviste om vil appellere til flere forskellige målgrupper. Samtidig er Fredericia med sin beliggenhed en særdeles attraktiv by at bo i. For du kan hurtigt og enkelt komme til øvrige dele af Jylland, ligesom det ikke tager længe at komme til Fyn eller Sjælland. Dermed kan byen være ideel for mange pendlere, siger administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
De 143 boliger er fordelt på 128 lejligheder, 10 rækkehuse og fem byhuse i to etager. Lejlighederne bliver mellem 45 og 125 kvadratmeter store. Boligerne er fordelt på to byggefelter, som AP Ejendomme tidligere har købt af Kanalbyen i Fredericia.
– De kommende lejere kommer til at bo med en helt fantastisk beliggenhed, med kanalen på den ene side, hvor bylivet hele tiden udvikler sig, og den nyåbnede naturpark Søndervold på den anden, siger projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia, Peter Kirketofte.
Som det er sædvane, blev håndværkerne og alle andre, der har bidraget til opførelsen af de nye boliger, fejret til rejsegildet. Dagens talere var administrerende direktør i AP Ejendomme Peter Olsson, Fredericia Kommunes borgmester Steen Wrist, administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg og teknisk direktør, vest, Kurt Laursen fra totalentreprenøren NRE.