Ejendomsselskabet Svanen Gruppen med base i Horsens står bag det kommende bofællesskab i PH Park 2 i Hørsholm, og Dansk Boligbyg står for byggeriet af boligerne, hvor det gamle sygehus lå, indtil bygningerne i 2017 blev revet ned.
Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Boligbyg omfatter projektet tre punkthuse og tre grupper af rækkehuse med boliger i forskellige størrelser. Hver bolig får parkering i kælder. Desuden etableres fælleshus og unikke udearealer mellem husene.
– Den tidligere hospitalsgrund og -park er et utroligt lækkert område. Det er centralt beliggende midt i Hørsholm og med kort afstand til strand og natur. Jeg forventer, at boligerne i det nye luksuriøse bofællesskab bliver meget efterspurgte og et godt supplement til Hørsholms øvrige boligtilbud, udtaler bygherrerådgiver Søren Sandberg fra ingeniørfirmaet Sandkjær.
PH Park 2 udvikles som et af flere projekter på den grund, som tidligere husede Hørsholm Hospital og parken omkring hospitalet. Her bevares mange gamle og store træer samt den sø, der hører til parken, understreger Dansk Boligbyg.
De tre punkthuse bygges i henholdsvis fire og seks etager, mens de tre grupper af rækkehuse etableres i to plan. I alt 6.000 kvadratmeter boliger og 2.700 kvadratmeter gårdrum, samt 3.000 kvadratmeter parkeringskælderunder bebyggelsen.
– Vi ser frem til at aflevere de 70 nye boliger til Svanen Gruppen i foråret 2024, udtaler Arne Becker, som er direktør i Dansk Boligbyg Øst, der varetager byggeriet i totalentreprise.
Svanen Gruppen har solgt projektet i Hørsholm til Koncenton i en handel, der også omfattede et andet bofællesskab.