Rent Estate har købt fire erhvervsejendomme på samlet godt 22.000 kvadratmeter fra ejendomsselskabet Dades. Det skriver Rent Estate i en pressemeddelelse.
– Vi er glade for at ejendommene har fået en ny dedikeret ejer i form af Rent Estate. Salget følger Dades’ strategi om løbende tilpasning af porteføljen, udtaler Søren Kristiansen, administrerende direktør i Dades, i meddelelsen.
Ejendommene ligger på henholdsvis på Sportorno Alle 2-10, Sportorno Alle 12 og Telegade 1 i Høje Taastrup kommune samt Borupvang 5C i Ballerup kommune. Rent Estate har måttet punge ud med 160 millioner kroner for ejendommene, der allerede har mange lejere men også cirka 8.000 kvadratmeter, som er ledige.
– Vi blev præsenteret for ejendomsporteføljen på de fire erhvervsejendomme, der alle passer perfekt i forhold til vores fokusområde om at investere i ejendomme med stort udlejningspotentiale på velbeliggende adresser. Det er vores vurdering, at Høje Taastrup Kommune og Ballerup kommune er i en meget positiv og spændende udvikling, udtaler administrerende direktør i Rent Estate Frank Buch-Andersen i pressemeddelelsen.
– Investeringen er en naturlig del af vores langsigtede strategi om at opbygge en ejendomsportefølje på 1 milliard kroner i bolig- og erhvervsejendomme i perioden frem til år 2023. Med erhvervelsen har Rent Estate koncernen nu over 135.000 kvadratmeter bolig- og erhvervsejendomme, og en ejendomsportefølje på godt 1,1 milliard. Der er derfor grundlag for at sætte sig nye strategiske mål, slutter Frank Buch-Andersen.
Rent Estate er allerede i gang med at planlægge udvikling og modernisering af ejendommene, så de i fremtiden kommer til at fremstå moderne med glasløsning, LED belysning og lignende.