Rosenkrantz-Theil: Nybyggeri i København må højst være fem etager

Det skal være slut med at bygge i højden i København, hvis det står til Socialdemokratiets borgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil.

Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, springer i Politiken ud som modstander af højhuse.

Hun vil ikke tillade nybyggeri i mere end fem etager i hovedstaden, fortæller hun til avisen.

– Solen kan ikke skinne ned, hvis vi bygger for højt, siger hun til Politiken med henvisning til Københavns beliggenhed på de nordlige breddegrader, hvor solen ikke står så højt på himmelen.

– Det er simpelthen ikke hyggeligt, og det ligner ikke det København, vi kender, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

Med inspiration fra brokvartererne vil Socialdemokratiet desuden gå til valg på, at alt nybyggeri i København som udgangspunkt skal være murstenskarréer med skrå tage eller rækkehuse.

Derudover vil partiet sikre, at kunstnere får mulighed for at udsmykke og male byens gavle.

Endeligt skal færre bygninger skal rives ned, og der, hvor der alligevel rives bygninger ned, skal der stilles krav om, at de nye bygninger kommer til at ligne de gamle.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling