Rubik Properties åbner kontor i Frichsparken i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.
Rubik Properties åbner kontor i Frichsparken i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.

Sammen med Alma Property Partners købte Rubik Properties i begyndelsen af 2025 højhuset “Unity Aarhus” med godt 650 små lejligheder på Randersvej i Aarhus.

Nu udvider investeringsselskabet sin tilstedeværelse i byen.

Den 1. februar 2026 åbner Rubik Properties således et nyt kontor i Frichsparken på Søren Frichs Vej, oplyses det på LinkedIn.

Det nye kontor bliver et vigtigt omdrejningspunkt for forvaltningen af virksomhedens ejendomme i Jylland.

“Med denne udvidelse styrker vi synergien i forvaltningen af vores ejendomme på tværs af landet og kommer endnu tættere på vores landsdækkende relationer. Det giver os mulighed for at skabe endnu mere værdi for vores samarbejdspartnere, investorer og lejere”, skriver selskabet.

Blandt andet flyttes ansvaret for PFA’s erhvervsportefølje i regionen hertil. Samtidig byder Rubik Properties flere nye medarbejdere velkommen som led i udvidelsen.

Virksomheden har i dag hovedkontor på Sankt Annæ Plads i København.

Rubik Properties blev etableret i 2018 og ledes af partnergruppen Jacob Smergel-Krog, Nicolai S. Dalsgaard, Daniel Hedemann og Søren Salby.

Selskabet har siden etableringen forvaltet betydelige investeringer i nordiske ejendomme for internationale investorer.

Frichsparken rummer 100 virksomheder fordelt på 40.000 kvadratmeter.

Det er Ejendomsselskabet Olav de Linde, der har forvandlet de historiske fabriksbygninger til den største erhvervspark i Aarhus. Ejendomsselskabet overtog i 1986 bygningerne, hvor Frichs Fabrikker frem til 1977 producerede lokomotiver til DSB.

Tilmeld Nyhedsbrev