Ryparkens Idrætsanlæg har fået ny hovedbygning. Foto: Københavns Kommune.
Ryparkens Idrætsanlæg har fået ny hovedbygning. Foto: Københavns Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ryparkens Idrætsanlæg har fået en ny hovedbygning med nye omklædningsrum, et køkken og en ny multisal. Faciliteterne fordeler sig over 830 kvadratmeter.

Selvom bygningen allerede blev taget i brug i starten af marts, så skal den have en officiel åbning. Det sker tirsdag den 16. april klokken 16.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

– Med en ny og indbydende hovedbygning er vi godt på vej til at få et idrætsanlæg, der både er et aktivt og levende sted, og som inspirerer borgerne til at tage del i de aktiviteter, som foreningslivet tilbyder, udtaler kultur og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).

Den nye hovedbygning er blot en af flere, store udviklinger for Ryparkens Idrætsanlæg.

I forbindelse med Budget 23 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en helhedsplan for Ryparkens Idrætsanlæg. Og ved det seneste budget blev der blandt andet afsat midler til planlægning af en ny fægtesal og til overdækning af tennis- og beachvolleybanerne.

Fakta

  • Den nye hovedbygning er 829 kvadratmeter og strækker sig over to etager. Bygningen er udstyret med faciliteter som omklædningsrum, et køkken, mødelokaler og en rummelig multisal.
  • Ryparkens Idrætsanlæg har faciliteter til en lang række idrætsgrene blandt andet fodbold, håndbold, tennis, badminton og fægtning. Omkring 70 store og små idrætsforeninger gør brug af faciliteterne.
  • Ved Budget 2024 blev der afsat 5,6 millioner kroner til at afklare mulighederne for den videre udvikling af Ryparkens Idrætsanlæg samt planlægning af en ny fægtesal og overdækning af tennis- og beachvolleybaner.

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling