I 2019 besluttede byrådet i Aarhus, at der skal bygges en ny skole og fritidscenter i Gellerup, og i marts 2022 satte politikerne godt 320 millioner kroner af til projektet. MT Højgaard vandt totalentreprisekonkurrencen med med Aart Architects, Vega Landskab og Sweco Danmark som rådgivere og Proces Arkitekter som konsulent.
Byggeriet skal efter planen sættes i gang den 31. juli i år. Skolen skal bygges på to byggegrunde, men før første spadestik kan tages på den ene, er det nødvendigt at nedrive to boligblokke. Her nægter enkelte beboere at fraflytte deres bolig, og derfor har Brabrand Boligforening stævnet dem i Boligretten. Sagen endnu ikke er berammet, og derfor er der usikkerhed om, hvornår byggeriet kan sættes i gang.
Aarhus Kommune oplyser, at Børn og Unge i øjeblikket samarbejder med totalentreprenøren om rammerne for en ny byggeproces. Uanset hvad, betyder sagen i Boligretten, at det ikke er muligt at igangsætte byggeriet på den nordlige grund. Byggeriet på den sydlige grund forventes påbegyndt som planlagt og skal efter planen stå klar i 2025.
LÆS OGSÅ: OMBYGNING AF TOVSHØJSKOLEN I AARHUS STIGER MARKANT I PRIS
– Der er lagt mange kræfter i projektet, og nuværende og kommende skolebørn i området, kan se frem til en flot og moderne ny skole. Området omkring Gellerup er i stor og positiv forandring, og der er brug for skolen. Derfor er det ærgerligt for børnene og forældrene i området, at vi ikke kan starte byggeriet af hele skolen, som det var planlagt. Nu går vi i gang med at bygge det, vi kan, og så håber jeg, der snart kommer en afklaring på resten af byggeriet. Men sagen i Boligretten skal naturligvis gå sin gang – det er beboernes demokratiske ret, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF).
Et led i ghettoplanen
Byggeriet af den ny skole og fritidscenter er en del af Aarhus Kommunes udvikling af Gellerup, Toveshøj og Bispehaven til “attraktive bydele”, der udspringer af den såkaldte ghettoplan med for formelle navn Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030.
– Vores ambitioner for udviklingen i Vestbyen er uændrede. Vi skal skabe en sammenhængende by med plads til alle, og det er derfor afgørende, at vi fortsætter udviklingen i Gellerup. Vi har allerede lavet massive fysiske forandringer, og udviklingen går i den rigtige retning. Men vi er langt fra i mål, og derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i byggeriet af skolen, så hurtigt som muligt. Skolen er en afgørende faktor for at tiltrække og fastholde beboere i området, udtaler borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S).
Hos Brabrand Boligforening er man fortrøstningsfuld i forhold til udfaldet af sagen i Boligretten, men administrerende direktør, Kristian Würtz understreger, at de beboere, som har gjort indsigelse, skal behandles korrekt.
– Det er beklageligt, at overdragelsen af grunden trækker ud og dermed forsinker opstarten af skolebyggeriet på den nordlige grund. Samtidig må vi også forholde os til, at de beboere, som skal flytte på grund af den nye helhedsplan, bliver behandlet korrekt. Enkelte har ikke ønsket at tage imod vores tilbud om genhusning og har gjort indsigelse. Det har de ret til, og derfor er det nu en sag for Boligretten, siger Kristian Würtz, direktør i Brabrand Boligforening.
– I Brabrand Boligforening forventer vi at få medhold, men da der er lang ventetid på sager i Boligretten, er det usikkert, hvornår der bliver truffet en afgørelse. Den nye skole er et nøgleelement i udviklingen i Gellerup, og derfor sætter Brabrand Boligforening pris på, at Børn og Unge starter skolebyggeriet op på den sydlige grund denne sommer.
Den nye skole med fritidscenter opføres som 2 separate bygninger – en bygning med indskoling og SFO og en bygning med mellemtrin, udskoling og klubmiljøer. Projektet skal efter planen certificeres til DGNB Guld.