I foråret 2026 står de første af 80 nye plans rækkehuse i ét plan klar til indflytning i boligprojektet Langkær Bakke i Ugelbølle på Syddjurs.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, som står for salg og udlejning af de kommende boliger.
– Med boliger i et plan og gode plantegninger oplever vi allerede en rigtig fin interesse for at blive opskrevet til de kommende boliger. Sammen med EDC Rønde er vi klar til at hjælpe de mange kunder og sikre at folk kan købe eller leje lige netop den bolig de drømmer om, udtaler ejendomsmægler Simone Sand, EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus.
Boligerne ligger på en skråning med udsigt til Kalø Vig og Mols Bjerge og udbydes både som ejer- og lejeboliger.
Lejepriser starter ved 9.500 kroner om måneden og salgspriser fra 2,25 millioner kroner.
Bag projektet står SLK Aarhus og Vestergaard Estate, mens Vestergaard Konstruktion er totalentreprenør.
– Da vi besigtigede grunden, hvor vi nu bygger boligerne, blev vi med det samme overbevist om, at vi skulle skabe gode boliger på denne fantastiske placering. Her er et smukt kig ind over Aarhus bugten og Kalø Vig, og området er placeret lige op ad den bymæssige bebyggelse, udtaler Lasse Bundgaard Lauridsen, direktør SLK Aarhus.
Boligerne opføres i fem forskellige planløsninger på 88-114 kvadratmeter og henvender sig til både singler, par og familier.