Sampension sælger ejendom i Nørresundby

Sampension og Kristensen Properties købte for nylig erhvervsejendommen Skibsbyggerivej 5, og pensionskassen har solgt en ejendom i Nørresundby.

Sampension har solgt flerbrugerejendommen på Strømmen 6 i Nørresundby i Aalborg. Samtidig har Sampension og Kristensen Properties købt erhvervsejendommen Skibsbyggerivej 5 på havnefronten i Aalborg. Det oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse.

Sampension og Kristensen Properties købte ejendommen i Nørresundby i 2016. Den har RTX hovedlejer sammen med mere end 20 små og mellemstore lejere. Ejendommen har de seneste år undergået en opgradering og tilbygget med 4.000 kvadratmeter. Nu er den så solgt til en kreds af primært lokale investorer.

– Kristensen Properties har gennemført den forretningsplan, som de præsenterede for os i 2016, og vi ønskede derfor at gennemføre et salg. På daværende tidspunkt havde vi ikke et fokus på multiudlejede kontorejendomme i Danmark, men vi fandt sagen så interessant, at vi ikke kunne lade den gå – og at det nu med salg af vores ejerandel også er dokumenteret, at forretningsplanen kunne gennemføres, er vi meget glade for, udtaler Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension, i meddelelsen.

Mens Sampension altså sælger sin ejerandel, beholder Kristensen Properties sin oprindelige ejerandel.

– Ud over at fastholde den oprindelige ejerandel har vi endda valgt at udvide ejerandelen sammen med seks medarbejdere. Det har vi, fordi vi synes, at der er mere potentiale i denne ejendom, og dertil fandt vi så en anden mere lokal investorkreds, der ville med på den næste del af investeringen, udtaler Kent Hoeg Sørensen, administrerende direktør i Kristensen Properties.

Konsortium køber Skibsbyggerivej 5 i Aalborg

Samtidig med salget har Sampension sammen med Kristensen Properties købt erhvervsejendommen Skibsbyggerivej 5 på havnefronten i Aalborg. Der er tale om parternes anden fælles ejendomsinvestering via fonden Kristensen Partners VII. Sampension indgår således i et konsortium ledet af Kristensen Properties sammen med Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger, Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Teknikum- og Diplomingeniører.

Et konsortium ledet af Kristensen Properties har købet ejendommen Skibsbyggerivej 5 i Aalborg. Foto: PR.
Et konsortium ledet af Kristensen Properties har købet ejendommen Skibsbyggerivej 5 i Aalborg. Foto: PR.

Ejendommen, der tidligere har været benyttet som domicil for det daværende Told & Skat, har et samlet areal på cirka 8.000 kvadratmeter. Herudover inkluderer investeringen 1.400 kvadratmeter tilhørende byggeretter, som forventes at kunne øges yderligere.

Ejendommen på Skibsbyggerivej har aktuelt Motorstyrelsen som lejer på den ene etage. Nu er det planen, at den skal totalrenoveres og omdannes til fleksibelt flerbrugerkontorhus med fælles faciliteter. Samtidig skal den DGNB-certificeres.

Ejendommen ligger tæt på det nyetablerede bolig- og kontorområde på Østre Havn, hvor blandt andet Musikkens Hus og Nordkraft samt flere store advokathuse, rådgivere, banker og revisorer gennem de seneste år har etableret sig.

– Beliggenheden er med andre ord helt i top på denne ejendom, som vi vil omdanne til et moderne og bæredygtigt flerbrugerhus med plads til flere mellemstore lejere. Derfor forventer også en god efterspørgsel på lejemålene, og at investeringen vil give vores kunder et fornuftigt afkast, udtaler Torbjørn Lange.

På den anden side af Skibsbyggerivej ligger blandt andet en brugtvognsforhandler og en forhandler af kontormøbler, men her har der også været planer fremme om byudvikling.

På vegne af FOA Nordjylland og Østerport Auto, som tidligere lå i området, blev der i november 2020 fremlagt en startredegørelse for et projekt, hvor der efter planen skal opføres boliger, dagligvarebutik, biograf og kontorerhverv i fire-syv etager.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling