
Middelfart Kommune har modtaget en anmodning om at igangsætte lokalplan og kommuneplantillæg for et nyt boligområde ved Skrillinge Strand 7.
Projektet skal danne rammen om et seniorbofællesskab med både rækkehuse og parcelhuse.
Ifølge Fyens.dk ejer Gritt Nyhegn den 13.200 kvadratmeter store grund, der ligger tæt på kysten i det sydlige Middelfart.
– Det er et spændende projekt på tegnebrættet med lækre boliger på mellem 110 og 120 kvadratmeter. Der er tale om et aktivt boområde til mennesker, der ønsker at bruge omgivelserne og fællesskabet, fortæller Gritt Nyhegn til Fyens.dk.
Hun har i forbindelse med udviklingen allieret sig med Creo Arkitekter. Seniorbofællesskabet skal efter planen rumme 40 boliger i et-to etager.
Projektet omfatter også et fælleshus på cirka 200 kvadratmeter samt rekreative faciliteter som padelbaner, træningsområder, opholdsrum og legepladser. Desuden ligger projektområdet ved en eksisterende golfbane.
Der ønskes vejadgang fra Skrillinge Strand samt en ny stiforbindelse til cykelstien ved Østre Hougvej.
Planområdet ligger i en kommuneplanramme, der tillader tæt-lav og åben-lav bebyggelse – men kun i én etage. Derfor kræver projektet et kommuneplantillæg, ligesom det skal vurderes, om det er muligt at udvide området mod vest og kysten.
Forvaltningen vurderer, at projektet kan realiseres med op til to etager, så længe den maksimale højde overholdes, og bebyggelsen tilpasses kystnærhedszonen.
Bygherre lægger vægt på social og miljømæssig bæredygtighed, blandt andet ved at bevare eksisterende beplantning, anvende genbrugsmaterialer og indrette landskabet til både regnvandshåndtering og rekreativ brug.
Der skal udarbejdes en vandhåndteringsplan og en vurdering af projektets klimabelastning i forbindelse med planprocessen.
Når et forslag til lokalplan foreligger, sendes det i offentlig høring.