Et flertal i Byrådet ønsker at forfølge muligheden for at lave udviklingsplanen for boligområdet Nørager og Søstjernevej om til studieboliger og private rækkehuse ved at sælge området til en privat investor.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen har haft held med at trække flere nye uddannelser til på grund af samarbejdet i partnerskabskredsen med BMC-Fonden, Linak, Syddansk Universitet og Sønderborg Kommune.
Men det giver nu et problem. Selv om der allerede er blevet bygget både permanente og midlertidige studieboliger i Sønderborg, og flere er på vej, er det ikke nok.
En prognose fra SDU viser, at der i 2028 vil være 1.461 flere studerende på universitetet end i dag, og derfor kommer der til at mangle 800 studieboliger i Sønderborg i 2028.
Læs også: Stort boligområde midt i Sønderborg er klar til udvikling
Beslutningen om at afsøge muligheden for at gøre Nørager til studieboliger glæder borgmester Erik Lauritzen (S).
– Med den her løsning, så kan der etableres et stort antal studieboliger, der i høj grad imødekommer den forventede efterspørgsel, for vi kan ikke nå at bygge nyt med så kort tidshorisont. Samtidig synes vi også, at det – ud fra en bæredygtighedsdagsorden – er mere rigtigt at bevare mange af bygningerne, og bygge dem om til studieboliger, som der i forvejen findes en del af på Damgade og Humlehøj kollegierne, udtaler borgmesteren.
Ifølge borgmesteren vil løsningen som udgangspunkt medføre de laveste kommunale anlægsudgifter. Ved frasalg af Nørager til privat investor kan boligerne desuden konverteres til almindelige private udlejningsboliger, hvis efterspørgslen på studieboliger falder i fremtiden.
Også første viceborgmester, Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti, er meget tilfreds med beslutningen.
– Det er meget vigtigt, at vi får ændret boligområdet. Om muligt til studieboliger som er det, vi gerne vil undersøge muligheden for. Samtidig kan der fortsat bygges private rækkehuse i området, som bidrager til skabelse af et blandet boligområde, så vi dermed opfylder tankerne i udviklingsplanen, lyder det fra viceborgmesteren.
– Hvis får vi mulighed for at ændre udviklingsplanen, så har vi i kommunen selvfølgelig en opgave med at finde plads til nye, almene boliger et andet sted i byen som erstatningsbyggeri for Nørager, siger han.
Læs også: Placering af 200 nye studieboliger i Sønderborg er på plads
Inden der kan laves en ændring af udviklingsplanen og et eventuelt frasalg af Nørager, så kræver det godkendelse i Sønderborg Andelsboligforenings Hovedbestyrelse, Social-, Bolig- og Ældreministeriet, Landsbyggefonden samt Byrådet.
– I Sønderborg Andelsboligforening (SAB) samarbejder vi løbende med kommunen om at løse opgaven med at skaffe de nødvendige studieboliger. Vi skal nu have SAB’s hovedbestyrelse på banen for at drøfte mulighederne, og så afhænger meget jo også af ministeriet og Landsbyggefonden, udtaler direktør i Salus Boligadministration, Lisbeth Jacobsen.
– I SAB er vi selvfølgelig optagede af, at vi får mulighed for at bygge attraktive familieboliger på en anden bynær placering, hvis planerne for Nørager ændres, og at ændringen ikke får nogen økonomiske konsekvenser for boligforeningen og dens lejere. Det er en forudsætning, at vi får de omkostninger dækket, der indtil nu har været i sagen, siger hun.
Fakta
Et flertal i Byrådet bestående af Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti og Enhedslisten har på et byrådsmøde besluttet at arbejde for realiseringen af et scenarie, der har følgende indhold:
- Frasælge 10 blokke til privat investor
- Omdanne otte blokke til studieboliger/private udlejningsboliger – cirka 540 studieboliger
- Nedrive to blokke
- Etablere 30 private rækkehuse/punkthuse
Om boligområdet ved Nørager og Søstjernevej
Boligområdet Nørager og Søstjernevej blev den 1. december 2020 udpeget til et hårdt ghettoområde.
Sønderborg Kommune og Sønderborg Andelsboligforening blev dermed, jf. Almenboligloven, forpligtet til at udarbejde en udviklingsplan for boligområdet, der beskriver hvordan andelen af almene familieboliger reduceres inden den 1. januar 2030.
Følgende tiltag indgår i den nuværende udviklingsplan:
- Ommærkning af 18 etværelseslejligheder til ungdomsboliger på Søstjernevej og Søgræsvej (er ommærket)
- Omdannelse af otte blokke i Nørager til 48 almene rækkehuse
- Nedrivning af to blokke i Nørager og fortætning med 30 private rækkehuse
- Sammenhængende forbindelser og infrastruktur i området
De hidtidige beboere i Nørager er næsten alle blevet genhuset i andre almene boligområder i Sønderborg by.
Uanset om Nørager bliver revet ned eller omdannet til studieboliger skal beboerne være flyttet ud for at overholde lovkravet om, at antallet af almene boliger skal ned under 60 procent enten ved nedrivning, ommærkning til ungdomsboliger eller ved frasalg til private boliger for eksempel private ungdomsboliger.
Kilde: Sønderborg Kommune.