Sønderborg Kommune vil sælge DSB-grund til kollegiebyggeri

Syddansk Universitet forventer 500 flere studerende i Sønderborg frem mod 2027. Derfor vil kommunen sælge DSB-grunden, så der kan bygges et kollegium.

Ifølge en pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune er byen ved at udvikle sig til en attraktiv studieby. Gennem de seneste år er det lykkedes at tiltrække flere nye uddannelser til byen. Det betyder også flere studerende, der skal have et sted at bo.

Derfor har Sønderborg Kommune et ønske om, at den tidligere DSB-grund ved ungdomskulturhuset Mejeriet skal udvikles til et attraktivt boligområde for studerende.

Grunden ligger midt i Sønderborg og udgør sammen med den tidligere mejeriejendom et areal på godt 10.400 kvadratmeter. Området har været anvendt som garageanlæg og parkering for bybusserne, men fremstår i dag ubenyttet bortset fra, at arealet i stor stil benyttes til privat parkering. Ejendommen har tidligere været forsøgt udlejet, men udgiften til at bringe bygningerne op til en lovlig standard er for høje til, at der kan skabes rentabilitet, oplyser kommunens forvaltning.

Teknik-, bolig- og byudvalget har derfor godkendt, at der nu skal udarbejdes en lokalplan for kollegieboliger på området.

LÆS OGSÅ: NYE LOKALPLANER GIVER MULIGHED FOR NYE BOLIGER I SØNDERBORG

– Vi har i byrådet en vision om, at vi skal være flere borgere i Sønderborg Kommune. Flere borgere – også unge – giver styrke til vores arbejdsmarked og lokalsamfund. Med flere unge skal vi udvikle flere studieboliger, og grunden ved Mejeriet ligger centralt, tæt på midtbyens mange faciliteter, skoler og transport. Derfor er det oplagt at placere kollegieboliger her, siger Kirsten Bachmann (Slesvigsk Parti), der er formand for teknik-, by- og boligudvalget.

Sønderborg Kommune der ejer grunden, der strækker sig fra Herman Bangs Gade/Mølby med de ældre garageanlæg til parkeringsområdet ved Rebslagergade. Grunden skal sælges, og køber skal derefter bygge og drive kollegiet. Forvaltningen vurderer, at der kan etableres mindst 200 studieboliger opført som etageboliger på grunden.

– Det stigende antal studerende giver behov for cirka 350 ungdoms- og studieboliger. Der arbejdes lige nu på nogle midlertidige boligløsninger sammen med boligforeningerne og Studiebolig Syd. Men vi skal sikre, at der i fremtiden er flere attraktive studieboliger. Nu sætter vi arbejdet med lokalplanen i gang, og den får en prioritet et på lokalplanlisten, så forvaltningen kan begynde arbejdet hurtigst muligt, siger Kristian Beuschau (S), der er næstformand for teknik-, by- og boligudvalget.

Der er i dag en lokalplan for området, men forvaltningen vurderer, at et kollegieprojektet kræver ny lokalplan. Forvaltningen vurderer desuden, at projektet er i overensstemmelse med Kommuneplanforslaget 2023-2035, som er i høring lige nu. Det er derfor ikke nødvendigt at lave et kommuneplantillæg.

Sønderborg Kommune vil sælge DSB-grunden ved Ungdomskulturhuset Mejeriet, så der kan bygges et nyt kollegium. Foto: Sønderborg Kommune.
Sønderborg Kommune vil sælge DSB-grunden ved Ungdomskulturhuset Mejeriet, så der kan bygges et nyt kollegium. Foto: Sønderborg Kommune.

Området er i den gældende kommuneplan udlagt til blandede byformål med boliger, institutioner, offentlige- og private erhverv med mulighed for byggeri i op til fire etager.

I forbindelse med den igangværende kommuneplanrevision matriklen udlagt til centerformål, herunder boliger, detailhandel, servicevirksomhed, hotel og restauration, offentlige og kulturelle formål, parkeringshuse og erhverv.

LÆS OGSÅ: SØNDERBORG SENDER FORSLAG TIL NY KOMMUNEPLAN I HØRING

Samtidig gives der i den nye kommuneplanramme mulighed for byggeri i op til seks etager og en byggehøjde på op til 20 meter. Desuden gives der mulighed for, at én enkelt bygning inden for området kan opføres i op til otte etager og med en byggehøjde på op til 26 meter.

Ifølge kommunens forvaltning understøtter projektet desuden byrådets Vision 2022-2025 om at prioritere udviklingen af lokalområder ved at understøtte fællesskaber og skabe attraktive bosætningsområder.

Ydermere understøtter projektet målet om 2.500 nye boliger og målet om at blive 77.000 borgere i Sønderborg Kommune inden 2030. Projektet understøtter ligeledes arkitektur- og bevaringspolitikkens værdier og målsætningen om at skabe områder, der har høj kvalitet, hvad angår arkitektonisk indpasning, funktion og danner rammen om det gode liv i byer og bykerner, understreger forvaltningen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling