Efter statens beslutning om at tvangslukke alle landets minkfarme under coronapandemien har flere minkavlere kastet sig over ejendomsudvikling.
En af dem er Bjarne Pedersen, som gennem selskabet Sole Gruppen i samarbejde med arkitektfirmaet Rum vil udvikle en ny bydel på et 180 hektar stort areal vest for Hedensted, hvor Vesterby Minkfarm tidligere lå.
Ifølge Århus Stiftstidende kan de første familier formentlig allerede fra 2026 flytte ind i nybyggede række- og parcelhuse i bydelen med navnet Helheden.
Læs også: Forhenværende minkavler bag boligprojekt i Vejgaard
Fredag den 27. september blev udviklingen skudt i gang, da første spadestik blev taget til første etape af den nye bydel, som skal udvikles over de kommende 10-20 år.
– For fire år siden var det bestemt ikke det, der lå i kortene, men jeg er stolt over det projekt, der kommer frem på marken lige om lidt. Og det stopper ikke her, for hvis I kigger lidt længere ud, så kan I se, at vi også er begyndt så småt at tage hul på etape 2. Jeg har oplevet en stor opbakning og tro på det fra kommunen hele vejen, så tak for det, sagde Bjarne Pedersen ifølge Århus Stiftstidende.
Første etape omfatter et 200.000 kvadratmeter stort areal, hvor der i den vestlige del af området etableres 34 parcelhusgrunde på 700-1.400 kvadratmeter, mens der i den østlige del skal bygges 60 rækkehuse.
Læs også: Fra minkfarm og flade marker til ny naturbydel
I den sydlige del af lokalplanområdet er der mulighed for byggeri af et fælleshus på op til 400 kvadratmeter samt øvrige fællesfaciliteter som eksempelvis bålhytte, orangeri og fælleshave.
Salget af parcelhusgrundene sættes efter planen i gang hen mod slutningen af 2025, og priserne kommer til at ligge mellem 750.000 kroner og 1,5 millioner kroner, skriver Århus Stiftstidende.
Byggeriet af rækkehusene går i gang næste år. De placeres i en række mindre boligklynger, hvor seks-ti boliger udgør et mindre fællesskab, der samler sig omkring et fælles gård- og haverum.
Læs også: Trio fra minkbranchen bag plan om 170 nye boliger i udviklingsområde i Vejle
Den nye bydel udvikles på et areal vest for Vestre Ringvej lige vest for et eksisterende boligområde i Hedensted samt syd for Gesager Å og Tagkær Grøft.
Det er intentionen at udvikle et område tænkt som et grønt alternativ til en klassisk boligbebyggelse, hvor naturen får plads og visionen er, at man, ved at bo tættere og inddrage naturen mellem boligerne, giver plads til større og mere værdiskabende fællesområder.
Der første to små boligområder har fået navnene Åbenhede og Naturligheden.