Fagspecialist Henrik Birk Hansen, CtX. Foto: PR.
Fagspecialist Henrik Birk Hansen, CtX. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Cx & tekniq (CxT) er specialiseret i at få bygningers tekniske anlæg til at fungere optimalt, både i nybyggerier, i eksisterende bygninger og ved renoveringer.

Hidtil har virksomheden fortrinsvis haft fokus på Østdanmark, men med ansættelsen af Henrik Birk Hansen har CxT fået sin første jyske fagspecialist.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Henrik Birk Hansen tiltrådte den 1. marts, og han skal varetage opgaverne med bygningsteknik i Vestdanmark med udgangspunkt fra Aarhus. Han har de seneste fem år arbejdet hos DEAS, senest som energiingeniør og tidligere som henholdsvis projektleder og driftsrådgiver.

– Jeg glæder mig til at opdyrke projekterne i Jylland og til at få lov til at nørde el-tekniske installationer, varme, køl, ventilation og bygningsautomatik. Det er en fornøjelse, når det lykkes at binde bygningernes tekniske anlæg sammen på en måde, der giver det bedste indeklima. Og rådgive om bæredygtige løsninger, udtaler Henrik Birk Hansen.

Oprindeligt er Henrik Birk Hansen uddannet VVS-specialist på Aarhus Tech og hos VVS-firma P. Hermansen (i dag en del af Bravida). I 2020 afsluttede han maskinmesteruddannelsen med teknisk projektledelse som speciale på Aarhus Maskinmesterskole.

I øjeblikket er han ved at lære CxT’s metoder, team og projekter at kende, men der er også allerede møder om fremtidige jyske projekter i kalenderen.

– Vi har længe ønsket at udvide vores team, så vi også kan imødekomme behovet for granskning, commissioning, indregulering, funktionsafprøvning og problemløsning på bygningsteknik i Jylland og på Fyn. Med Henrik har vi fået en dygtig og erfaren all-round fagspecialist ombord, som kan begynde at løfte de opgaver, udtaler administrerende direktør Henrik Slott fra CxT.

– Det er vores ambition at etablere en egentlig afdeling i Aarhus-området, så i det lange løb bliver Henrik Birk Hansen bestemt ikke CxT’s eneste jyske fagspecialist.

Henrik Birk Hansen bor i Solbjerg syd for Aarhus sammen med sin hustru og parrets to børn. En stor del af fritiden bruger han som fodboldtræner og holdleder for datterens U12-hold og sønnens U7-hold.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling