AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Den høje aktivitet med masser af boligkøb under coronapandemien i 2020 og 2021 fik det samlede udbud af boliger til salg i Danmark til at styrtdykke. I 2022 er udviklingen så småt vendt, men de markante stigninger i boligudbuddet lader fortsat vente på sig, skriver Nybolig i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er det samlede udbud af boliger til salg i Danmark på 36.077 boliger. Det viser Boligsidens seneste opgørelse for maj, som dækker over boligtyperne villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse. Til sammenligning var det samlede boligudbud i Danmark cirka 60.000 boliger kort før coronapandemiens indtog i foråret 2020.

Ifølge administrerende direktør i Nybolig, Peter J. Mattsen, er især de stigende boligrenter med til at fastholde det nuværende boligudbud.

– De stigende renter har på få måneder gjort det dyrere for boligkøberne at optage lån til boligkøb. Samtidig er sælgerne mere afventende i det nuværende marked, hvor flere prisnedslag må forventes, siger Peter J. Mattsen.

Selvom højere renter og stigende energipriser betyder større omkostninger forbundet med finansiering og forbrug, har mange danskere fortsat godt med luft i økonomien til at købe bolig.

I december 2021 spurgte Nybolig i en undersøgelse foretaget af Epinion danskerne om deres syn på udviklingen i boligudbuddet det næste halve år. Her svarede 33 procent at de forventede, at udbuddet enten ville stige en smule eller betydeligt. 37 procent forventede et uændret boligudbud. 18 procent forventede, at udbuddet enten ville falde en smule eller betydelig, mens 12 procent svarede ved ikke.

Dengang var boligudbuddet på cirka 37.000 boliger, og flertallet af danskerne har derfor haft ret i deres forudsigelser om et uændret udbud.

Det rekordlave udbud har tidligere givet anledning til bekymring. Men med begyndende tegn på et svagt stigende boligudbud håber mæglerdirektøren, at der henover resten af året kan komme en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.

– Køberne har skulle beslutte sig på rekordtid de seneste mange måneder. Med et stigende udbud kan der være udsigt til, at boligmarkedet nærmer sig en ny fase, hvor køberne får et bredere udvalg af boliger at vælge imellem, siger Peter J. Mattsen.

Aktuelt er der ifølge Boligsiden 25.227 villaer og rækkehuse til salg, mens 6.423 ejerlejligheder og 4.427 sommerhus er til salg.