Støjskærm ved Helsted forlænges

Langs E45 ved Helsted bliver den planlagte støjskærm nu forlænget i både syd- og nordgående retning, oplyser Vejdirektoratet.

På E45 Nordjyske Motorvej kan arbejdet med at etablere den nu to kilometer lange og syv meter høje støjskærm snart begynde

Støjskærmen skal reducere støjen for det boligområde i Helsted, der er nabo til motorvejen.

Den planlagte støjskærm skulle oprindeligt starte 300 meter nord for Viborgvej og slutte ved Campen Auktioner, men bliver altså nu både forlænget i syd- og nordgående retning.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Direktoratet har fundet penge i støjskærmspuljen til at forlænge støjskærmen ned til Viborgvej i syd, og Randers Kommune ligeledes har fundet midler til at forlænge støjskærmen fra Campen Auktioner og op til Svejstrupvej i nord.

Det kommende anlægsarbejde begynder efter planen i midten af maj, og det er entreprenørvirksomheden DAV Nordic, der skal stå for arbejdet.

Læs også: Nyt højhus i Randers er færdigbygget

– Det er positivt, at vi har fået mulighed for at forlænge støjskærmen til glæde for lokalområdet og særligt de beboere, der bor tæt på motorvejen, da det længe har været et stort ønske, at den blev forlænget mod syd og nord, udtaler Inge Birkegaard Damsgaard, som er projektchef i Vejdirektoratet.

– Så vi er glade for at efterkomme det ønske i samarbejde med Randers Kommune. Derudover glæder vi os også over, at vi har fået DAV Nordic A/S med ombord, da de har stor erfaring i at opsætte støjskærme langs motorvejen samtidig med at der tages hensyn til trafiksikkerheden.

Støjskærmen er en del af Vejdirektoratets arbejde med at ombygge tre tilslutningsanlæg ved Randers langs E45 Nordjyske Motorvej. Anlægsarbejdet bliver udført i samme periode for at holde omkostninger og trafikgener nede i anlægsfasen.

Når selve støjskærmen bliver opsat, vil to spor i hver retning på motorvejen være farbare, men hvor hastigheden bliver nedsat til 80 kilometer i timen i og omkring arbejdsområdet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling