
Nordicals Silkeborg har formidlet af salget af den markante erhvervsejendom på Stagehøjvej 22 i Silkeborg.
Det oplyser erhvervsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.
Ejendommen med et samlet etageareal på 4.500 kvadratmeter – bestående af en kombination af lager- og kontorfaciliteter – er blandt andet kendt for tidligere at have været hovedkvarter for den danskejede og landsdækkende sportskæde Sport 24.
Køberen er den ene af de to lejere i ejendommen, Revisionshuset Tal & Tanker, som således er blevet herre i eget hus. Tal & Tanker har hidtil været hovedlejer i det cirka 1.600 kvadratmeter store kontorafsnit, mens udlejning af knap 3.000 kvadratmeter lager til Bar Creator banede vejen for købet.
– Det har været en længere fødsel med flere interesserede investorer. Men jeg vil gerne rose alle parter og rådgivere for et godt og konstruktivt samarbejde, hvor vi i fællesskab har fundet den rigtige løsning for både ejer og lejere, udtaler erhvervsmægler Mads Faber, associeret partner og daglig leder hos Nordicals Silkeborg.
Sælger af den markante og synlige erhvervsejendom er ejendomsselskabet Park Street Nordicom. Prisen på handlen lyder ifølge tinglysningen på 28 millioner kroner.
Stagehøjvej 22 ligger i Erhvervskorridoren langs den bynære del af Silkeborgmotorvejen i et område med flere nye erhvervsbygninger, herunder Bank Data, Henning Mortensen, Uggerhøj, AO, College 360, den nye politistation og Erhvervspark Silkeborg.
Den nye handel med den 4.500 kvadratmeter store investeringsejendom er ifølge Nordicals Silkeborg et eksempel på, at farten i investeringsmarkedet fortsat er tiltagende her i 2025.
Den positive udvikling sker i forlængelse af 2024, hvor transaktionsvolumenen i Silkeborg Kommune – ifølge data fra Nordicals og Erhvervsmæglernes Branchedata – steg til 348 millioner kroner i 2024 fra 190 millioner kroner i 2023. Det svarer til en stigning på 83 procent.
Nordicals Silkeborg forventer, at den positive udvikling i både markedet for erhvervs- og investeringsejendomme samt erhvervsudlejning fortsætter de næste mange år frem, selvom detailmarkedet og den aktuelle geopolitiske uro og usikkerhed kan give udfordringer.