
Aart Architects kom ud af regnskabsåret 2024/2025 med et overskud og en markant bedre indtjening, selv om omsætningen faldt, og markedet var præget af usikkerhed.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra den skandinaviske arkitektvirksomhed, der for et kvart århundrede siden blev grundlagt i Aarhus.
Aart omsatte i 2024/2025 for knap 252 millioner kroner mod 273 millioner kroner året før.
Indtjeningen (EBITDA) steg til godt 11 millioner kroner, hvilket er en klar forbedring i forhold til året før, og resultatet før skat endte på 4,6 millioner kroner mod -5,4 millioner kroner i regnskabsåret 2023/2024.
Efter skat landede overskuddet i 2024/2025 på knap 2,1 millioner kroner mod et underskud på omkring 5 millioner kroner i 2023/2024.
– Vi har skabt et positivt og solidt resultat, som afspejler en række bevidste, strategiske valg det seneste år. Det er resultatet af en mere fokuseret forretning, skarpere prioriteringer og ikke mindst et stærkt arkitekturkollektiv, der har stået sammen på tværs af vores nu syv kontorer, siger Torben Skovbjerg, partner og administrerende direktør i Aart.
Særligt Norge og Sverige har ifølge tegnestuen været vanskelige markeder i årets løb, men her ser virksomheden også muligheder for fremtidig vækst. Samtidig har Aart styrket sin position på Sjælland og i København, hvilket har bidraget til det samlede resultat.
2025 blev også et år med vigtige milepæle. Aart flyttede sit hovedkontor til højhuset Akson Sydhavnskvarteret i Aarhus, fejrede 25 års jubilæum, lancerede en ny strategi og åbnede sit første kontor i Tyskland i Hamborg. Her arbejder virksomheden allerede på sit første projekt, Danske Mindretalscenter i Sydslesvig, og satser på flere opgaver inden for blandt andet uddannelse, sundhed og offentligt byggeri.
Med aktiviteter i hele Norden og nu også i Tyskland går Aart ind i 2026 med optimisme. Virksomheden forventer en omsætningsvækst på op til 5 procent og et resultat før skat på 9-10 millioner kroner.
– Vi oplever et marked i bevægelse og gradvis forbedring, og vi ser gode muligheder for at styrke vores position som uafhængig rådgiver i en branche, der i stigende grad konsolideres. I 2026 vil vi fortsætte med at investere i udviklingen af vores rådgivning og vores forretning på tværs af markeder – ikke mindst uden for Danmark, hvor vi også ser muligheder for at øge vores indflydelse gennem nye opkøb, udtaler Torben Skovbjerg.






















