Regionerne har planlagt anlægsinvesteringer for 4,1 milliarder kroner i 2026, men det relle behov er større.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Regioner, som blandt andet påpeger, at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb på landets sygehusbygninger.
Behov overstiger derfor langt de penge, som regionerne via økonomiaftalerne har fået til at investere i anlæg.
– En tredjedel af vores bygninger er alvorligt slidte, og vi har hårdt brug for at investere i renoveringer, udtaler Danske Regioners formand, Anders Kühnau (S).
– Dertil kommer behovet for at investere i teknologi, IT og udstyr, så vi kan blive ved med at holde det høje niveau i behandlingen, siger Anders Kühnau.
Danske Regioner vurderer, at der alene for at kunne opretholde det nuværende serviceniveau er behov for at investere omkring 5,2 milliarder kroner.
– Derfor er der også behov for, at anlægsniveauet i økonomiaftalen for 2026 kommer til at være minimum på samme niveau som i sidste års aftale, siger Anders Kühnau.
Regionerne har planlagt investeringer i bygninger for 2,7 milliarder kroner i 2026, men Danske Regioner vurderer, at der er behov for investeringer for 3,5 milliarder kroner.