
Et stort plejehjemsprojekt er på vej i Bystævneparken i Brønshøj-Husum.
Boligorganisationen FSB står med arkitektfirmaet Aart som totalrådgiver for byggeriet af de 250 almene plejeboliger med tilhørende servicearealer og et dagcenter.
Selve plejeboligerne har en beregnet anskaffelsessum på knap 691 millioner kroner, mens servicearealerne ventes at koste yderligere 360 millioner kroner inklusive moms. Samlet løber projektet dermed op i omkring 1,05 milliarder kroner.
Projektet omfatter tre bygninger på henholdsvis to, tre og fem etager. Det samlede bruttoetageareal for boligerne bliver på 16.850 kvadratmeter, mens servicearealerne strækker sig over 6.230 kvadratmeter. Faktisk er er der tale om mere end ét plejecenter.
– Der er tale om to plejehjem et somatisk og et demensplejehjem, som opføres som ét samlet projekt i Bystævneparken, oplyser Lone Zeeberg Nielsen, bygge, udviklings- og bæredygtighedschef hos FSB.
– Projektet omfatter i alt 250 plejeboliger med tilhørende fællesfaciliteter samt produktionskøkken, personale- og servicerum. Derudover indgår eksterne aktivitetsdagscentre.
I alt skal der bygges 94 boliger til borgere med særlige demensdiagnoser og 156 boliger til borgere med somatiske lidelser. Projektet skal certificeres til DGNB Sølv.
Boligerne bliver i gennemsnit 67 kvadratmeter, og den gennemsnitlige husleje er beregnet til 1.802 kroner pr. kvadratmeter om året før forbrug. Det svarer til omkring 9.160 kroner om måneden for en bolig på 61 kvadratmeter med ét værelse og 10.512 kroner for en bolig på 70 kvadratmeter med to værelser, før boligsikring.

Der bliver desuden fælleslokaler, træningsfaciliteter, café og aktivitetsdagcenter.
Udbudsbekendtgørelsen blev offentliggjort den 3. juli 2026. Der er tale om ét samlet udbud, som omfatter begge plejehjem med både boliger og fællesfaciliteter.
FSB oplyser, at prækvalifikationen forventes afsluttet den 9. september 2026, og der forventes indgået betinget totalentreprisekontrakt i januar 2027.
Det hele skal helst gå lidt hurtigt. Plejehjemmets byggetilladelse skal søges inden juli 2027 for at undgå ekstra omkostninger og forsinkelser på grund af nyt bygningsreglement.
Københavns Kommune forventer, at plejehjemmet kan stå færdigt i 2031. Herefter kan de to eksisterende plejehjem i Bystævneparken, Egebo og Pilehuset, fraflyttes, så der i stedet kan opføres private boliger, som dermed kan stå færdige i 2034.
Københavns Kommune får 100 procent anvisningsret til boligerne og lejer plejehjemmets servicearealer af FSB.
Byggeriet er en del af den større udvikling af Bystævneparken, hvor det eksisterende plejehjemsområde på længere sigt skal omdannes til et nyt bykvarter med boliger og grønne områder.






















