Sundt forårsmarked: Antallet af sommerhuse til salg stiger

Antallet af udbudte sommerhuse er stigende, men udbuddet i påsken 2022 ser ikke ud til at ramme niveauet fra sidste år.

Siden sidste sommer er udbuddet af sommerhuse til salg svundet ind måned for måned og her i april – op til påskeferien, hvor sommerhusmarkedet plejer at blomstre op – er der da også netop kommet en god bunke flere nye ferieboliger til salg. Det viser nye udbudstal fra Boliga.dk.

Bare fra den 1. marts til den 1. april er antallet af ferieboliger på det landsdækkende marked steget med 11 procent, hvilket altså tyder på, at der vil være godt med feriehuse på forårsmarkedet for køberne at vælge imellem.

– Sælgerne ved godt, at der er flere købere på markedet i de lyse måneder. Det får udbuddet til at stige, og det forventer vi også, at det vil gøre i år, siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

– Faktisk forventer vi, at udbuddet vil stige mere end normalt, da mange familier allerede har købt sommerhus de seneste år, hvorfor  efterspørgslen er mindre.  Det anser vi for at være en god nyhed, da udbuddet på nuværende tidspunkt er ualmindeligt lavt, så det vil være sundt for markedet, hvis der kommer bedre balance mellem antallet af købere og antallet af sælgere, siger hun til Boliga.dk.

Skønt udbuddet af sommerhuse er steget, har det stadig ikke helt nået op på samme niveau som i april sidste år: Dengang kunne køberne vælge mellem 4.029 ferieboliger, hvor udbuddet i år på den første dag i påskemåneden lå på 3.933.

Ikke samme købetrang

Puljen af sommerhuse på markedet er i stigning, men det er ikke ensbetydende med, at danskerne går ind i påsken og foråret med helt så stor handelstrang, som de to seneste år, hvor corona besværliggjorde udenlandsrejser, og den lave rente og arbejdsløshed fik danskerne til at købe sommerhuse som aldrig før.

Tværtimod er den tid nok forbi, fortæller Lise Nytoft Bergmann.

– Det seneste halve år er antallet af sommerhushandler faldet, men fra et meget højt niveau, og i dag er interessen for at købe sommerhus nogenlunde på niveau med de år, der lå forud for corona, så vi forventer stadig, at sommerhusmarkedet går et godt forår i møde, siger hun til Boliga.dk.

– Godt nok er realkreditrenterne steget, og fremtiden er blevet lidt mere usikker end normalt som følge af krigen i Ukraine, men danskerne er stadigt velpolstrede, og mange familier har et stort beløb stående i banken til negative renter eller en stor friværdi, så vi forventer at sommerhuspriserne fortsat vil stige med omkring tre procent i forhold til 2021, siger Lise Nytoft Bergmann.

Lige nu er en gennemsnitlig sommerhuskvadratmeter udbudt til salg til lige omkring 24.100 kroner, mens man på denne tid sidste år i snit skulle slippe lige under 21.400 kroner for en tilsvarende.

Se sommerhuse til salg i dit område her.