Sweco med rekordhøj omsætning i Danmark

For femte år i træk vokser arkitekt- og ingeniørrådgiveren Swecos danske forretning, og omsætningen runder for første gang 1,5 milliarder kroner.

I en pressemeddelelse præsenterer Sweco Danmark i dag sit bedste regnskab til dato. arkitekt- og ingeniørrådgiverens omsætning voksede i 2022 med 11,1 procent til over 1,5 milliarder kroner.

Indtjeningsevnen (EBITA) steg med 11,9 procent til 184 millioner kroner. Mod slutningen af 2022 rundede Sweco 1.500 medarbejdere drevet af rekruttering til en bred del af forretningen samt gennem opkøbet af Via Trafik og dets 65 medarbejdere.

– Vores positive udvikling startede for alvor for fem år siden, hvor vi lagde en strategi med kundeforståelse, integreret rådgivning og bæredygtighed som pejlemærker. Det vedholdende fokus på strategien betyder, at vi selv i usikre tider kan levere et bundsolidt regnskab samtidig med, at det har ført os til en position, hvor kunderne betror os større og mere komplekse opgaver end tidligere, siger Dariush Rezai, administrerende direktør i Sweco Danmark, i meddelelsen.

Ifølge arkitekt- og ingeniørrådgiveren efterspørger kunderne i stigende grad rådgivning om bæredygtighed, som derfor fylder en stadig større del af Swecos arbejde og omsætning. Det gælder CO2- og LCA-beregninger af byggeri og infrastruktur, men også levetidsforlængelse gennem digital drift og vedligeholdelse, asset management, renovering og transformation, skriver Sweco.

– Vi har investeret i bæredygtighedskompetencer gennem rekruttering og videreuddannelse overalt i organisationen og kan på grund af bredden i vores kompetencer påvirke kundens projekt fra de tidlige faser til implementering, tilsyn og drift, udtaler Dariush Rezai, som påpeger, at Sweco i 2023 fortsat vil investere i områder inden for klima, energi og grøn omstilling.

Tværfaglighed er den røde tråd

I det forgangne år vandt Sweco opgaven som rådgiver for Energistyrelsen på Energiøen i Nordsøen frem til den endelige overdragelse af øen i 2031. Projektet er Sweco Danmarks største enkeltstående opgave og på tværs af 11 fagområder har det givet noget at rive i for over 100 medarbejdere.

Ifølge Sweco har netop den tværfaglige tilgang været opskriften på succes for virksomheden inden for alment bolignybyggeri og renovering. Og senest var et tværfagligt arkitekt- og ingeniørteam med til at vinde Aarhus Stadion sammen med samarbejdspartnerne Zaha Hadid Architects og Tredje Natur.

– Vi har opbygget en del års erfaring med integreret rådgivning og har derigennem udviklet en arbejdsmetode, der i samarbejde med vores kunder bidrager til mere gennemarbejdede projekter. Det udmønter sig i en højere kvalitet, et højere niveau af bæredygtighed og økonomisk optimerede projekter. Vi er ikke færdige med at videreudvikle og raffinere vores arbejdsform, og jeg ser frem til at forløse flere muligheder med integreret rådgivning, blandt andet indenfor pharma, her i 2023, slutter Dariush Rezai.

Sweco Danmark er gået ind i 2023 med en forventning om at rekruttere flere medarbejdere til at hjælpe med at løfte de mange projekter og opgaver i den solide ordrebog.

Fakta om årets resultat for Sweco Danmark i 2022

2022 2021
Omsætning 1,553 milliarder kroner 1,397 milliarder kroner
Omsætningsvækst 11,1 procent 6,4 procent
EBITA 184 millioner kroner 134 millioner kroner
EBITA margin 11,9 procent 9,6 procent
Medarbejdere 1.514 1.376
Fuldtidsansatte 1.396 1.285

Kilde: Sweco Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling