Swecos LCA-database bygger nu på data fra mere end 160 beregnede byggeprojekter på tværs af forskellige bygningstyper og omfatter også beregninger af renoveringsprojekter.
Det skriver arkitekt- og ingeniørrådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.
Med databasen er det ifølge Sweco muligt at foretage analyser af CO2-belastningen ned til detaljeret typologi-, projekt- og bygningsdelsniveau. Formålet er at give bygherrer et solidt grundlag for at træffe informerede beslutninger, der kan bidrage til at reducere klimapåvirkningen fra byggeri.
– Jeg tror på, at der skal transparens og samarbejde til for at accelerere omstillingen i byggeriet. Med vores løbende udvidelse af en åben og tilgængelig database har alle aktører et vidensbaseret grundlag til at søge inspiration og træffe beslutninger ud fra. Jeg håber, at databasen kan understøtte endnu mere samarbejde på tværs af branchen, udtaler Christine Collin, afdelingschef for Bæredygtighed i Byggeri, Sweco.
Flere og nye opdateringer på vej
Databasen indeholder CO2-data i et livscyklusperspektiv fra byggeprojekter som kontorer, daginstitutioner, skoler, boliger, sports- og produktionsfaciliteter.
Med den seneste opdatering er det samtidig muligt at få et overblik over resultatet for beregninger af renoveringer. I resultaterne indgår renoveringer i en bred udstrækning – fra mindre til omfattende renoveringer, ombygninger og transformationer, lyder det fra Sweco.
Læs også: Modulproducent tilbyder LCA-beregninger for mindre virksomheder
– Det er vigtigt, at vi i vores samlede tilgang til at tale om grønnere praksisser også kigger på nybyggeri op mod renoveringer og den dertilhørende klimapåvirkning. Både i forhold til CO2, men også på energiforbruget. For eksempel kan vi se, at det er for langt de fleste renoveringer er energiforbruget, som har den største betydning for klimapåvirkningen, og at der ligger store potentialer i også at fokusere på driftsfasen og aktive valg her, siger Christine Collin.
Databasen bliver løbende opdateret med nye projekter og LCA-beregninger. Næste udvidelse bliver desuden at opdatere med data, der gør det muligt at beregne et projekts biodiversitetsaftryk, onsite og offsite.
– Med stigende fokus på bæredygtighed og strengere regulativer omkring klimapåvirkning er vores ønske, at vi ved at stille databasen offentligt til rådighed kan give et bidrag til den nødvendige fælles udvikling i branchen, siger Christine Collin.
Fakta om Swecos LCA-database
– Muliggøre kvantificerbare mål for CO2-reduktion: Databasen muliggør kvantificering af klimapåvirkning og giver dermed et solidt grundlag for at sætte mål for CO2-reduktion i både nye og renoverede byggerier.
– Et værktøj for branchen: LCA-databasens omfattende indhold og offentlige tilgængelighed gør den til et værktøj, der kan anvendes bredt i byggebranchen. Dens anvendelighed kan udvides til flere projekter og mere data som fx biodiversitet, hvilket gør databasen skalerbar for at fremme mere bæredygtigt byggeri.
– Benchmarking og optimering: Med databasen kan brugerne benchmarke deres projekter mod en omfattende samling af tidligere projekter. Dette kan lede til nye måder at optimere processer og materialevalg på.
– Tværfaglig anvendelse: Målgruppen for LCA-databasen er ikke kun byggebranchens fagfolk, men også for forskere, studerende og politikere, som søger at forstå og forbedre byggeriets miljøpåvirkning.
Swecos LCA-database blev lanceret offenligt den 13. juni 2023. Siden er databasen blevet opdateret med flere projekter og typologier og gjort tilgængelig for alle på Swecos website.
Med databasen kan brugere:
– Få indblik i udviklingen inden for CO2-belastning på forskellige niveauer i byggeprojekter
– Sikre højere videnniveau til tidlige valg af konstruktionsopbygninger og materialer
– Få overblik over CO2-beregninger for både nybyggeri og renoveringsprojekter
– Identificere potentialet i energirenoveringer
– Sammenligne projekter med gældende og foreslåede grænseværdier for CO2-udledning
Kilde: Sweco.