AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I EU’s Biodiversitetsstrategi 2030 indgår målsætninger om retlig beskyttelse af 30 procent af EU’s landareal og 30 procent af EU’s havareal, hvoraf 10 procent skal være strengt beskyttede områder.

Danmark halter i den sammenhæng langt efter. Ifølge en pressemeddelelse fra tænketanken Concito er kun 2,3 procent af Danmarks areal beskyttet.

Hvis Danmark skal leve op til målene er der ifølge Concito behov for den hidtil største omlægning af det danske areal i nyere tid. Tænketanken efterlyser derfor en samlet arealstrategi.

– Arealplanlægning er nødt til at tage et særligt hensyn til biodiversitet, selv om vi også får brug for mere plads til blandt andet vindmøller, solcelleparker, kystsikring og byudvikling. Vi skal have en biodiversitetslov med bindende og ambitiøse mål for indsatsen. Det ser vi som en hasteopgave, der bør komme i første række i de politiske prioriteringer på arealområdet, udtaler programchef Peter Andreas Norn, Concito.

En biodiversitetslov skal fastsætte konkrete biodiversitetsmål om, hvor meget areal vi skal beskytte, hvordan det skal beskyttes og en tidsplan for indsatsen. Den skal kombineres med en national arealstrategi, som angiver et fælles sæt af prioriteringer og retningslinjer på tværs af områderne for fødevarer, natur og miljø samt byplanlægning, skriver Concito.

I tilknytning hertil skal der udvikles nye økonomiske og juridiske instrumenter, som sikrer en effektiv implementering, understreger tænketanken.

Danmark har også skrevet under på Kunming-Montreal Global Biodiversity Frameworksom blandt andet har til målsætning at beskytte 30 procent af jordens landareal. Ifølge Concito har vi derfor brug for en afgørende politisk diskussion om, hvordan Danmark vil implementere disse aftaler.

LÆS OGSÅ: FASTFOOD-KÆDE VIL PLANTE MIKROSKOVE I DANSKE BYER

– Giver vi mere plads til naturen, kan vi ikke alene vende artstilbagegangen til fremgang, vi kan også sikre robuste økosystemer, der gør Danmark bedre rustet til at håndtere klimaforandringer. Samtidig vil mere natur kunne forbedre danskernes mentale og fysiske sundhed. Mulighederne for at færdes i naturen modvirker stress, depression og opmuntrer til bevægelse og øger kreativiteten, understreger Peter Andreas Norn.

En analyse fra Concito viser, hvilke konsekvenser det har for arealanvendelsen, når vi skal vende tabet af biodiversitet til fremgang. Som udgangspunkt for debatten tegner analysen tre fremtidsbilleder, der alle indebærer en styrket biodiversitet, men ud fra forskellige hensyn: effektiv naturbeskyttelse, menneskelig naturoplevelse eller produktionsværdi.

– Globalt taber vi arter i et tempo, der gør, at vi i dag befinder os midt i den sjette masseuddøen i Jordens historie. Det er alarmerende, og det betyder, at vi har en bunden opgave i at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af biodiversiteten. Men det er også vigtigt at have in mente, at fremtidens arealanvendelse skal understøtte alle andre samfundsmæssige behov. Der er derfor brug for en åben diskussion af hvilke behov, der skal prioriteres og på hvilke vilkår, siger Peter Andreas Norn.

Biodiversitetsanalysen er den første delanalyse i projektet Fremtidens arealanvendelse. Den kvalificerer rapporten Danmarks arealer – Danmarks fremtid på området natur og biodiversitet, skriver Concito.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling