I maj 2021 vandt NCC opgaven med at renovere 144 boliger på Grønlands Torv i Aalborg for Alabu Bolig for 117 millioner kroner. Totalentreprenøren er i fuld gang med et store renoveringsprojekt, som er forhåndsgodkendt til en DGNB Sølv-certificering.
Renoveringen foregår over fire etaper, og nu har projektet rundet en vigtig milepæl, da de første genhusede beboere netop er flyttet tilbage ind i de første boliger.
I forbindelse med renoveringen får samtlige lejeboliger nye gulve, og her faldt valget af leverandør på Timberman, der samlet set skal levere i alt 10.000 kvadratmeter vinylgulve af mærket Novego til projektet.
– Generelt oplever vi, at mange almene boligforeninger vælger Novego-vinylgulve som et alternativ til træ eller laminat, der historisk set har været den foretrukne løsning til almene boliger. Hos Timberman har vi gennem mange år udviklet Novego-gulvene i både design og funktion, så man både får et slidstærkt og vedligeholdelsesnemt gulv, der ikke går på kompromis med et eksklusivt udseende, lyder det fra projektkonsulent hos Timberman, Alex B. Jørgensen i en pressemeddelelse fra gulvvirksomheden.
Oprindeligt var det planen, at der skulle lægges trægulve i de 144 boliger, men efter et besøg i Timbermans showroom i Hadsund endte boligforeningen i samråd med entreprenøren i stedet med at vælge vinylgulvene.
– I lejeboliger bliver gulvene som udgangspunkt slidt mere, og det var også derfor, at Novego-vinylgulv fra Timberman kom ind i billedet, da det er et meget slidstærkt gulv, som er mere modstandsdygtigt over for eksempelvis slag og spildt vand, siger projektchef hos NCC Danmark, Daniel Hoffmann Kusk, i meddelelsen.
De nye vinylgulve fra Timberman monteres som led i en totalrenovering, der blandt andet også omfatter renovering af tag, klimaskærm, installationer, udearealer samt indre renovering.
– Vi er rigtig glade for de første færdigrenoverede boliger, som fremstår lyse, moderne og attraktive – og vi oplever, at beboerne har det på samme måde, lyder det fra Thomas Jung Pedersen, som er projektleder hos Alabu Bolig.
– Det særlige ved lejeboligerne her er netop også, at vi kommer til at gå fra kun at have tre- og fire-værelsesboliger i afdelingen til også at have to- og fem-værelsesboliger, som vil betyde, at vi tiltrækker flere typer af beboere og således får en bredere beboersammensætning. Derfor skal eksempelvis gulvene både passe til mange forskellige præferencer udseendemæssigt og være yderst praktiske, da boligerne kommer til at huse såvel børnefamilier som pensionister og studerende, udtaler han videre.
Lige nu er der blevet leveret 3.000 ud af 10.000 kvadratmeter gulv til renoveringsprojektet, der blev igangsat den 1. september 2021 og forventes at stå færdigt i andet kvartal 2023.