De to nye børneinstitutioner, Jyderup Børnehus og Hvalsø Børnehus, er netop blevet taget i brug i henholdsvis Holbæk Kommune og Lejre Kommune. Begge institutioner er opført med facader af træ.
Jyderup Børnehus er på 1.600 kvadratmeter, mens Hvalsø Børnehus på 1.500 kvadratmeter. Børnehusene er begge tegnet af Friis & Moltke i samarbejde med Lone Backs Arkitekter.
– Begge Børnehuse ligger i tilknytning til naturskønne områder – og netop derfor har naturen været afsæt for børnehusenes arkitektoniske udformning. Vi har designet nogle børnehuse, der både indvendigt og udvendigt inviterer til at blive brugt, og som med enkle træbeklædte facader indpasser sig i de grønne omgivelser, fortæller Thomas Ruus Christensen, som er arkitekt og partner i Friis & Moltke Architects.
Både til Jyderup Børnehus og Hvalsø Børnehus har Friis & Moltke valgt Frøslev Sature-facadebeklædning i fyrretræ fra Frøslev Træ, som ligger tæt ved Padborg. Ifølge arkitektvirksomheden egner træbeklædningen sig netop godt til institutionsbyggeri, da den er robust og taktil.
De to børnehuse er desuden begge certificeret til DGNB Guld.
– Byggeriets CO2-udledning er en vigtig parameter i DGNB-certificeringen og har derfor også været vigtig for os i forbindelse med valget af materialer. Brugen af træ hjælper os med at holde CO2-udledningen nede i forhold til alternative materialer, og derfor faldt valget på Frøslev Sature-facadebeklædning. Samtidig er det et rigtig godt alternativ til trykimprægneret træ, da det er fri for miljøskadelige stoffer, og det har vægtet højt i projektet, fortsætter Thomas Ruus Christensen.
Frøslev Sature er silikatimprægneret træ, som kommer fra certificerede, nordiske skove. Silikatimprægneringen består af sand og vand og er en imprægnering, der øger træets modstandsdygtighed mod råd og trænedbrydende svampe.
– Vi glæder os selvfølgelig over, at flere får øjnene op for Frøslev Sature. Både ved Jyderup Børnehus og Hvalsø Børnehus, hvor man har haft et ønske om at opføre med fokus på miljøet, er det det oplagte valg. Børneinstitutionerne får et indbydende, naturligt udtryk, der med årene vil patinere og blende endnu mere ind i naturen, lyder det fra Brian Christensen, projektsalgschef hos Frøslev Træ.
Både Jyderup Børnehus og Hvalsø Børnehus er blevet opført hen over foråret og sommeren, hvor begge huse er blevet taget i brug på denne side af sommerferien. I Jyderup Børnehus er der plads til 124 børn, mens der i Hvalsø Børnehus er plads til 132.
Om børneinstitutionerne
Jyderup Børnehus Bygherre: Holbæk Kommune Ingeniør: Viggo Madsen Entreprenør: JJ Tømrer og Snedker Arkitekt: Friis & Moltke samt Lone Backs Arkitekter Landskabsarkitekt: Anne Stausholm Landskab Facadeleverandør: Frøslev Træ |
Hvalsø Børnehus Bygherre: Lejre Kommune Ingeniør: Viggo Madsen Entreprenør: JJ Tømrer og Snedker Arkitekt: Friis & Moltke samt Lone Backs Arkitekter Landskabsarkitekt: Anne Stausholm Landskab Facadeleverandør: Frøslev Træ |
Kilde: Frøslev Træ.